Begik Edith selvmord med 179 knivstik eller ...

Mord eller selvmord: Her er sporene politiet overså

Edith grafik2

Klik på 'Se stort billede' og se alle sporene i Ediths soveværelse (Foto: GRAFIK: Rekonstruktion/Gert K. Jensen) Se stort billede

Politiet i Viborg overså og ignorerede flere afgørende spor, da en sag om en 55-årig kvinde, der blev fundet død med mindst 179 knivstik overalt på kroppen, blev henlagt som selvmord efter få timers overfladisk efterforskning.

Det viser en omfattende gennemgang af sagen, som B.T. har foretaget i samarbejde med flere eksperter.

En kriminalteknisk erklæring fra politiet viser, at der ikke fandtes et eneste fingeraftryk på den kniv, som 55-årige Edith Hindhede Christiansen ifølge politiet uden handsker stak og skar sig selv med mindst 179 gange natten til den 2. november 2003. Det rejser spørgsmålet om, hvorvidt den 55-årige selv førte kniven.

LÆS OGSÅ:Dødsfald med 179 knivstik lukket som selvmord

LÆS OGSÅ:Mystik om Ediths 179 knivstik

Samtidig viser en udførlig rapport, skrevet af de første betjente på stedet, at der kun fandtes ganske lidt blod ved den afdødes venstre håndled, der var skåret næsten helt over. Et sår, der i obduktionserklæringen ellers blev angivet som den primære årsag til den forblødning, der i sidste ende kostede den spinkle folkeskolelærer livet. Det kan skyldes, at kvindens håndled blev skåret over efter hun var død, således at det lignede et selvmord, mener eksperter.

Dårligt politiarbejde

- Begge dele burde have fået alle alarmklokker til at ringe hos politiet. Det er så oplagt mistænkelige omstændigheder. Det er en kæmpe fejl, at den sag ikke er blevet efterforsket til bunds. Det er ganske enkelt dårligt politiarbejde, vurderer den pensionerede kriminalinspektør Jørn Moos, der er tidligere drabsefter- forsker i København og blev landskendt for opklaringen af Blekingegadesagen.

Han og flere andre eksperter i drabsefterforskning har på B.T.s opfordring gennemgået politiets arbejde i en række sager, der er henlagt som selvmord på et tvivlsomt grundlag.

LÆS OGSÅ:Står fast på selvmords-konklusion

I den såkaldte anmeldelsesrapport, der indgår i politiets sagsmappe om Edith Hindhede Christiansen, beskriver politiassistent C.H. Andersen findestedet i minutiøse detaljer. Sammen med en kollega ankom han til stedet som den første, men måtte ikke deltage i efterforskningen, der skulle overlades til kriminalpolitiet.

Gennemvædet af blod

Dødsfaldet skete i Edith Hindhede Christiansen og hendes ægtefælles hjem i Ans mellem Aarhus og Viborg. I soveværelset var halvdelen af parrets dobbeltseng gennemvædet af blod, der også var sprøjtet to meter op ad væggene. På gulvet, hvor den spinkle 55-årige kvinde døde og stadig lå, observerede den erfarne betjent dog en bemærkelsesværdig detalje.

- Der var et par mindre pøle af blod ved hendes fødder/underben og hoved, mens der næsten ikke var noget blod ved såret i venstre håndled, skriver politiassistenten blandt andet i rapporten.

Ifølge Niels Kjøller, der er pensioneret vicekriminalinspektør og tidligere drabschef i Hvidovre, tyder denne observation på, at Edith Hindhede Christiansen ikke havde noget blodtryk, da håndleddet blev skåret over helt ind til knoglen.

- Hvis pulsåren er skåret over, og der ikke er ret meget blod, så tyder det på, at den er skåret over efter døden. Der har før været sager, hvor gerningsmænd har gjort den slags for at få et drab til at ligne et selvmord. I de tilfælde siger blodmængden meget, siger Niels Kjøller.

Mystiske omstændigheder

Niels Kjøller betegner dødsfaldet som meget mærkeligt.

Det samme gør Bjørn Pauli, der i en menneskealder var drabsefterforsker og kriminaltekniker ved Rigspolitiets Rejsehold og nu er pensioneret. I løbet af 38 år hos politiet nåede han at deltage i efterforskningen af flere af danmarkshistoriens største kriminalsager. - Man skal passe på med betragte ting, der ikke er der - i dette tilfælde blod og fingeraftryk

- som et bevis. Men her er der samlet set så mange mystiske omstændigheder, at sagen aldrig burde være lukket som selvmord uden en meget grundig efterforskning, siger han.

Flere retsmedicinere, som B.T. har talt med, gør opmærksom på, at mangelen på blod ved det overskårne håndled kan skyldes, at pulsårer i modsætning til almindelige blodårer kan trække sig sammen, når de skæres over, således af ofret ikke bløder eller bløder meget lidt. Det passer dog dårligt med resultaterne af den senere obduktion, der konkluderede, at Edith Hindhede Christiansen må formodes at være død af forblødning, primært fra såret i håndleddet.

I lighed med de to politiassistenter og en læge, der var blandt de første på findestedet, er samtlige B.T.s uvildige eksperter overbeviste om, at den 55-årige lærerindes død burde være behandlet som et drab, indtil andet var bevist.

Manglende fingeraftryk

En overbevisning, der kun styrkes af de manglende fingeraftryk på gerningsvåbnet.

Ifølge Philip Gilhooley, der er blandt Europas førende eksperter i fingeraftryk og i dag underviser i kriminaltekniske undersøgelser på universitetet i Liverpool, er manglende fingeraftryk på en kniv dog i sig selv ikke noget bevis. Fingeraftryk afsættes kun sporadisk og kan blive udtværet, når genstanden er dækket af blod, understreger han.

Trods det mener tidligere vicekriminalinspektør og drabsefterforsknigsleder Niels Kjøller, at det totale fravær af både intakte og delvise aftryk burde have vakt politiets interesse i 2003.

Kriminalpolitiet holdt fri

- Når kniven skal være brugt mindst 179 gange af en person uden handsker og desuden blev anvendt hyppigt i husholdningen, ville jeg forvente at finde fingeraftryk. Det er mærkeligt, at de ikke er der, og det er bare endnu en ting, der burde have fået politiet i Viborg til at sætte den helt store efterforskning i gang, siger han. 

Klik på 'Se stort billede' og se alle sporene i Ediths soveværelse:

Klik på 'Se stort billede' og se alle sporene i Ediths soveværelse Foto: GRAFIK: Rekonstruktion/Gert K. Jensen
Klik på 'Se stort billede' og se alle sporene i Ediths soveværelse (Foto: GRAFIK: Rekonstruktion/Gert K. Jensen)

I 2003 blev udviklingen dog en anden. Kriminalpolitiet i Viborg holdt fri søndag den 2. november og sendte derfor blot en enkelt efterforsker af lavest mulig rang til adressen, hvor Edith Hindhede Christiansen lå død. Efter blot et par timer og uden den sædvanlige bistand fra kriminalteknikere og retsmedicinere blev sagen lukket som selvmord.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Edith Hindhede Christiansens mand og hendes familie, men familien ønsker ikke at udtale sig.

Viborg Politi er i dag underlagt Midt- og Vestjyllands Politi. Her ønsker ingen at kommentere sagen.

Sagen om Edith Hindhede Christiansen

2. november 2003 blev den 55-årige lærerinde Edith Hindhede Christiansen fundet død i sit og mandens fælles hjem i Ans. Hun har mindst 179 knivstik i hovedet, på halsen, i underarmene, på balden og i området mellem benene. Hun har i to måneder været sygemeldt og i behandling for depression.

Hendes mand anmelder dødsfaldet som selvmord og forklarer, at han sov i gæsteværelset, mens Edith døde i det fælles soveværelse.

En tilkaldt læge og to patruljebetjente finder de mange stik og mandens forklaring så mistænkelige, at de beder kriminalpolitiet efterforske sagen som et muligt drab.

Der bliver sendt en enkelt kriminalbetjent af lavest mulig rang til adressen. Efter en kort afhøring af manden og en overfladisk gennemgang af huset og liget afviser han, at der er tale om en forbrydelse og tager hjem, mens liget køres væk. Huset bliver hverken forseglet eller undersøgt, og ingen andre afhøres.

Kriminalbetjentens rapport spiller en afgørende rolle, da både det lovpligtige ligsyn og en obduktion efterfølgende slår fast, at der er tale om selvmord. En konklusion, som nu afvises af uvildige retsmedicinere.
   

Mord eller selvmord?

Hvert år tager ca. 650 danskere deres eget liv. Eller gør de? Mens man i flere af vores nabolande lader retsmedicinere undersøge og obducere alle selvmord, er det i Danmark ofte overladt til politifolk og læger uden specialuddannelse at vurdere, hvordan mennesker har mistet livet. Det går stærkt, og af og til går det galt.

Med udgangspunkt i en række konkrete sager dokumenterer B.T., at formodede drabsmænd går fri, når mord henlægges som selvmord.

Læs også

 

Lige nu på B.T. PLUS

Nyheder

Sådan blev jeg Johanne Schmidt-Nielsen

17/04 10 kr
Bil og camping

Bøderne i EU er eksploderet

12/04 10 kr
Slank

Bliv slank - uden at blive fattig

11/04 10 kr
Motion

Chris MacDonald: Når målet skal nås

07/04
Jobzonen - Ny karriere

Annonce: