»Min søn er ikke uansvarlig. Han er en god og rar dreng,« fortæller GL, som er mor til en af de unge mænd, som i weekenden blev sigtet i forbindelse med ulykken i Københavns Havn, hvor to unge amerikanske kvinder blev torpederet af en vandscooter.

Hendes søn, 24-årige KL, er nu løsladt i sagen. Det var ikke ham, men en af hans kammerater, der i høj fart ramte de to amerikanske kvinder, som havde lejet en lille båd og sejlet ud i Københavns Havn. KL havde dog været til stede og sejlet på vandscooter sammen med de andre sigtede.

GL fortæller, at hendes søn ofte havde sejlet på vandscooter før.

»Han sejlede inde i Københavns Havn. Vi har også været ude og rejse, hvor han har lejet en vandscooter at sejle på. Han ved, hvad han gør, når han er ude på sådan en,« siger hun.

Nu er din søn og dem, der var med ham, blevet lagt for had i hele Danmark. Er det rimeligt?

»Min søn er ikke en bølle. Han passer sit arbejde og har aldrig været i konflikt med loven. Slet ikke,« siger GL og fortsætter:

»Han er også meget ked af det. Han er ulykkelig over det og har fortalt mig, at han aldrig skal sejle mere derinde. Han er chokeret,« forklarer GL.

Den 24-årige mand, som ramte de to kvinder, er tidligere straffet for vold og røveri. Men GL forklarer, at hun slet ikke kender den varetægtsfængslede.

»Jeg ved slet ikke, hvem han er. Jeg kender ellers min søns kammerater. De er kommet i huset siden børnehaven. Det er nogle søde drenge, men ham den anden kender jeg ikke,« siger GL.

Ifølge GL så var hendes søn slet ikke til stede, da ulykken skete. Hun indrømmer dog, at han har været med til at sejle i Københavns Havn

»Han så det ikke. Han var på vej til Brøndby Havn på det tidspunkt. Ellers så var han i hvert fald ikke stukket af. Han var blevet og hjulpet,« siger GL.

Det var her ved Langebro i Københavns Havn, at dødsulykken fandt sted lørdag aften omkring kl. 19.43. To yngre kvinder fra USA mistede livet, og flere andre passagerer i den ramte båd blev lettere kvæstet, da deres lejede båd blev påsejlet af en eller flere vandscootere.
Det var her ved Langebro i Københavns Havn, at dødsulykken fandt sted lørdag aften omkring kl. 19.43. To yngre kvinder fra USA mistede livet, og flere andre passagerer i den ramte båd blev lettere kvæstet, da deres lejede båd blev påsejlet af en eller flere vandscootere. Foto: Uffe Weng
Vis mere

Din søn er ikke sigtet for uagtsomt manddrab, men for at have forvoldt fare for andres liv i forbindelse med at sejle på vandscooter i høj fart i Københavns Havn. Er det rimeligt, at han bliver straffet?

»Det vil jeg ikke tage stilling til. Det må andre afgøre. Men selvfølgelig har han gjort noget forkert...«

GL standser op og retter sig.

»Ja, det ved jeg faktisk ikke, om han har. Der er jo masser af speedbåde derinde. Det er et stort virvar, og der er jo ingen regler for det. Der var ingen af dem, som på nogen måde ønskede det her. Det var jo en frygtelig tragisk ulykke,« siger hun.

Men det gør det jo ikke bedre at sejle rundt derinde i høj fart, bare fordi andre gør det samme. Det skærper det kun?

»Ja, men så er der så meget, der er forkert. Min søn er ikke skødeløs, det lover jeg. Og så var han altså slet ikke til stede, da det skete,« siger GL.

Har du noget, som du vil sige til forældrene til de to døde amerikanske piger. Deres forældre er landet i Danmark i dag.

»Jamen, det må være så forfærdeligt for dem. Det var det første, jeg tænkte på. Havde det været et af mine børn, så var jeg aldrig kommet mig over det. Så jeg tænker meget på dem og vil gerne kondolere,« siger GL.