I toppen af artiklen kan du se et uddrag af Mads Skjoldsøges mors udtalelse, som hun gav til pressen efter dommen blev afsagt.

En novemberdag sidste år fik de den ubærlige besked. Deres søn var død. Dræbt af en teenager med en kniv i et frikvarter tæt ved Handelshøjskolen i Hillerød.

Mads Skjoldsøge blev blot 17 år. Han overlevede ikke mødet med den 7,7 centimeter lange foldekniv, som den nu 17-årige Abdiqani Ismail en novemberdag sidste år havde taget med hen til Handelshøjskolen, hvor han mødtes med Mads i en tunnel i et frikvarter.

Fredag fik han sin dom i Retten i Hillerød. Otte års fængsel lød den på.

Og med den dom kan Mads' forældre - Lykke Petersen og Morten Skjoldsøge - sætte et midlertidigt punktum i sagen. Grådkvalte stod de foran retsbygningen, hvor de mødte pressen.

»Det her mord er ikke samfundets skyld, det er ikke kommunens skyld. Det er ikke politikernes skyld eller politiets skyld. Det er kun Abdiqanis skyld, at Mads er død,« fortæller Lykke Petersen og fortsætter:

»Det er ikke mig, der får et liv i helvede. Det er Abdiqani.«

'Han satte dybe spor i verden'

Her et halvt år efter de måtte tage afsked med deres søn før tid, er savnet til ham stadig stort.

»Jeg vil altid have min søn med mig. Han har sat dybe fodspor i den her verden. Dybere end de fleste andre. Dybe og uforglemmelige,« siger Lykke Petersen.

Også Mads Skjoldsøges far havde en kommentar til dommen:

»Min søns morder har fået den hårdeste straf han kunne få. Mads var en sød og kærlig dreng. Jeg kommer til at savne ham. Jeg savner ham hver dag. Hver time, hvert minut, hvert sekund,« sagde Morten Skjoldsøge foran retten og svarede på spørgsmålet om, han var tilfreds med straffens længde:

»Jeg er glad for det. Det var det jeg forventede. Og jeg er glad for, at det blev det.«

Under retssagen er det kommet frem, at en forudgående konflikt var årsagen til, at Abdiqani Ismail var mødt op med Handelshøjskolen med en kniv den novemberdag.

Konflikten mellem de to var startet med en konfrontation på gågaden i Hillerød, to dage før drabet fandt sted. Herefter udviklede det sig over en hidsig korrespondance på mere end 200 beskeder på Facebook mellem de to.

Græder hver nat

Abdiqani Ismael benægtede i retten ikke, at han havde ramt Mads Skjoldsøge med den 7,7 centimeter lange foldekniv. Men han fortalte, at han var ked af det, der var sket, og at det ikke var meningen, han ville dræbe Mads Skjoldsøge. Han ville bare skræmme ham.

Han fortalte også, at han var ked af, at Mads Skjoldsøge var død – også over for Mads Skjoldsøges familie, og at han græder hver aften.

Anklageren nedlagde før strafudmålingen påstand om otte års fængsel til den nu dømte teenager, hvilket retten fulgte.

»Det er en skærpende omstændighed, at der er foregået en planlægning. Der blev anskaffet et drabsvåben, og tiltalte opsøgte ham på handelsskolen. Knivoverfaldet må siges at være fuldstændigt umotiveret og ubegrundet. Mads har ikke selv givet anledning til det på nogen måde,« lød påstanden fra anklageren.

Forsvaret bad om syv års fængsel. Begge lagde vægt på den dømtes unge alder. Forsvaret valgte at anke dommen på stedet. Drabsmanden vil fortsat sidde varetægtsfængslet.