Fredag eftermiddag forsøgte en mand at lokke en 10-årig pige ind i sin bil i Roskilde.
Manden tilbød pigen slik, hvis hun satte sig ind i hans bil, men hun sagde nej. Manden fulgte efter hende i knap 200 meter, inden hun drejede ind på en sti og kom i sikkerhed i Hedeboparkens Fritidscenter.
Episoden fandt sted i Dommervænget i Roskilde, da pigen var på vej fra skole. Og det er pigens mor, der i et Facebook-opslag har gjort opmærksom på den ubehagelige hændelse.
»Hun har heldigvis ikke lidt overlast, men det var en ubehagelig oplevelse. Vær opmærksomme, hvis I har børn i samme område og alder – og tal gerne med børnene om, hvordan det er smart at reagere, hvis de skulle komme i samme situation,« skriver moderen i opslaget, som hun delte på sin profil lørdag morgen.
Midt- og Vestsjællands Politi bekræfter over for BT, at sagen er blevet politianmeldt fredag eftermiddag klokken 15.05.
Den 10-årige pige har været i stand til at give en beskrivelse af manden, og ifølge vagtchefen hos Midt- og Vestsjællands Politi leder politiet efter en mand med følgende signalement:
- 40-45 år
- Kraftig af bygning
- Lys i huden
- Kort hår og skægstubbe
- Sort jakke, sort/gråt halstørklæde, hat på hovedet
- Skæve tænder
Bilen, som manden kørte i, beskrives som en mørk/grå sedan-model, der var beskidt og havde en bule på højre forskærm.
Hvis man ved noget om sagen, kan man kontakte politiet på 114.
Du kan se opslaget fra moderen herunder. Efter aftale med familien er navnet blevet sløret, da de ikke ønsker, at deres navne bringes.