Obduktionen af den 15-måneder gamle dreng, der mandag blev fundet død i sit hjem ved Løgumkloster, har styrket politiets mistanke om, at drengens mor og dennes kæreste kan være ansvarlige for drengens død.

Politiet har nemlig valgt at sigte både den lille drengs 21-årige mor og hendes 29-årige kæreste, og de vil begge blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg tirsdag.

Oprindeligt lød meldingen, at grundlovsforhøret skulle finde sted klokken 10.00, men da den sigtede mor var forsinket, blev grundlovsforhøret udsat til klokken 10.30.

Da anklageren vil anmode om lukkede døre under grundlovsforhøret, vil efterforskningsleder Hans Roost fra Syd- og SønderjyllandsPoliti ikke oplyse, hvad sigtelsen mod de to personer lyder på.

Men Hans Roost bekræfter, at mistanken, om at de to forældre har haft et ansvar for den lille drengs død, er blevet styrket.

- Jeg kan sige, at det er resultatet af obduktionen samt af vores efterforskning de seneste 24 timer, der har ført til, at vi har valgt at fremstille dem i grundlovsforhør, siger han til bt.dk

Den lille dreng blev mandag fundet død i sit hjem i Øster Højst ved Løgumkloster. Det var drengens mor, der selv ringede 112, da drengen var livløs i hjemmet.

Politiet fik hurtigt mistanke om, at noget var galt og valgte derfor at anholde forældrene.

- Så snart der sker et dødsfdald, som peger i en anden retning end naturligt, så bliver vi mistænksomme. Så behandler vi det som et mistænkeligt dødsfald, forklarede Hans Roost mandag.