En 64-årig kvinde og hendes 31-årige søn er blevet varetægtsfængslet frem til 18. december. De er begge sigtet for drabet på en 44-årig mand i Aalborg natten til lørdag.

- Jeg kan bekræfte, at de er blevet varetægtsfængslet i fire uger, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Jan Stagested, til bt.dk.

Knivstikkeriet fandt sted natten til lørdag omkring klokken 02, hvor to personer blev ramt af knivstik under et slagmål i en lejlighed på Aggersundvej i Aalborg Øst. Den 44-årige mand blev erklæret død, da ambulancen ankom til Aalborg sygehus, mens en 34-årig mand var lettere såret. Han er uden for livsfare.

Den formodede gerningsmand stak efterfølgende af fra lejligheden, men blev senere på natten anholdt af politiet. Hans 64-årige mor blev senere anholdt i forbindelse med knivdrabet.

Af hensyn til efterforskningen blev grundlovsforhøret i Retten i Hjørring holdt for lukkede døre. Politiet vil ikke oplyse yderligere omkring den tragiske drabssag.

Personer med kendskab til de anholdte fortæller til BT, at det ikke er første gang, at den 64-årige kvinde er anholdt i en sag om knivstikkeri. Hun er angiveligt tidligere dømt for at have stukket sin mand ned med en kniv.