Midt- og Vestsjællands Politi har i Ringsted anholdt en mor til en fem-årig dreng og hendes samlever. De mistænkes for at have udsat drengen for grov vold fredag 14. december. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

- Drengen har været udsat for noget, der gør, at retsmedicineren siger, at det er en voksen, som har givet ham skaderne. Vi har afhørt drengen og afhørt andre personer. Her har vi fastlagt, at de to, der kan have været til stede, er den biologiske mor og hendes kæreste, siger vicepolitikommissær Ove Pedersen.

Moren og hendes kæreste er i politiets varetægt, og senere onsdag skal de for Retten i Roskilde, hvor det skal afgøres, om de skal varetægtsfængsles.