En kvindelig bilist kom alvorligt til skade, da hun kørte ud foran en taxa. Kvinden er dog uden for livsfare.

En 40-årig kvinde kom tirsdag aften alvorligt til skade, da hun med sin datter i bilen kørte ud foran en taxa i Nordjylland, skriver bt.dk.

Ulykken skete på Hirtshalsvej ved Aabæk omkring klokken 17.30, da den 40-årige mor kørte i bil med sin 14-årige datter. Mor og datter kom kørende ad en sidevej til Hirtshalsvej og var i færd med at dreje til venstre, da de af uvisse årsager overså en taxa, der kom fra kvindens venstre side.

- Det resulterede i et frontalt sammenstød, fortæller vagtchefen ved Nordjyllands Politi.

Kvindens 14-årige datter sad på passagersædet, da ulykken skete, men hun slap med lettere knubs.

Den 40-årige kvinde kom mere alvorligt til skade.

- Hun havde flere voldsomme brud på det ene ben og på en arm. Og hun blev kørt med politieskorte til Aalborg Traumecenter. Men hun er uden for livsfare, fortæller vagtchefen.

Politiet oplyser, at den 40-årige kvinde er lokalkendt, og politiet har derfor ingen idé om, hvorfor hun overså taxaen.

- Vi tager en blodprøve af hende for at tjekke, om hun var alkoholpåvirket, fortæller vagtchefen til bt.dk.

Taxachaufføren blev ved ulykken også kun lettere skadet.

I forbindelse med ulykken var Hirtshalsvej spærret i flere. Vejen er dog tirsdag aften blevet genåbnet.