16-årige Signe Louise Svendsen, som den 3. august stak af fra et opholdssted for unge i Vejle, forsvandt sporløst og ikke gav et eneste livstegn fra sig siden, er torsdag eftermiddag fundet i god behold.

Det fortæller en jublende glad og lykkelig Louise Maj Christensen, mor til Signe, der blev opsporet af en politipatrulje i Sakskøbing på Falster, til bt.dk.

- Det er helt fantastisk! Jeg er meget, meget lettet og har det så godt i min mave nu, siger Louise Maj Christensen.

Det afgørende tip om, hvor Signe Louise Svendsen var, kom efter at bt.dk torsdag morgen skrev om hendes forsvinden. I artiklen appellerede hendes desperate mor indtrængende offentligheden om hjælp til at finde datteren. Og det gav resultat.

- Efter bt.dk's artikel om at Signe var væk, er der nogen - dem der har været sammen med hende - som har følt sig presset. Og det har gjort, at hendes opholdssted, Team Ravning i Vejle, ved 15-tiden torsdag eftermiddag fik en opringning fra et ukendt nummer. Og hvor den som ringede - jeg tror det er Signes kæreste - fortalte, hvor hun var. 20 minutter efter mødte politiet op på det beskrevne sted ved Sakskøbing, og der stod Signe, siger 33-årige Louise Maj Christensen, som selv bor i Risskov ved Aarhus.

Signe Louise Christensen har været forsvundet og efterlyst tre gange i løbet af 2013. Første gang i februar, anden gang i marts, hvorefter hun var væk i næsten tre måneder, og så altså igen i de seneste 27 døgn.

- Det har været et mareridt, for denne gang har hendes mobiltelefon været død og hendes Facebook-profil deaktiveret fra lige efter, hun forsvandt, så jeg har frygtet det værste. Jeg håbede bare sådan på, at jeg i det mindste kunne få et livstegn fra hende, og nu er det bare endnu bedre, fordi hun er fundet i god behold. Jeg er meget taknemmelig for folks støtte og hjælp, siger Louise Maj Christensen, som nu vil blive genforenet med sin datter.