En 53-årige mor, HBJ, sætter sig mandag på anklagebænken i Retten i Hjørring tiltalt for en række grove seksualforbrydelser mod sin tiårige datter. Moderen, der sammen med den 52-årige stedfar blandt andet er anklaget for at have givet datteren penge for at have sex, har gennem adskillige år været i myndighedernes søgelys på grund af massivt omsorgssvigt af sine i alt seks børn.
Trods underretninger til kommunen og fem ældre søskende, der alle var blevet anbragt uden for hjemmet, måtte en nu tiårig pige vokse op hjemme hos sin mor, HBJ, hvor druk og omsorgssvigt var en del af hverdagen.
Det fortæller HBJ's ældste datter, 30-årige Marianne, som står frem i et interview med BT, hvor hun fortæller, at myndighederne gennem årtier ikke har gjort nok for at hjælpe de i alt seks børn.
Først i 2014, da HBJ og hendes samlever blev anholdt og sigtet for grove seksuelle overgreb på den tiårige datter, blev hun fjernet fra moderen.
»Det, der ryster mig mest, er, at det kan få lov til at stå på i så mange år. Myndighederne har gennem årtier lukket øjnene for, hvad der er foregået. Hvis de havde gjort deres arbejde, så havde den lille pige ikke været i denne situation. Det er simpelthen ikke godt nok,« siger Marianne, der i dag er 30 år, til BT.
Moderen, HBJ, er i dag 53 år. Allerede før hendes 20 års fødselsdag, fik hun sit første barn, en søn. Senere kom Marianne til verden, og efter hende fulgte en lillebror og to søstre. Familien boede i blandt andet Køge og på Stevns, men flyttede en del. Moderen havde et voldsomt alkoholforbrug, og mændene kom og gik i hjemmet, hvor børnene havde det svært.
Familien levede et rakkerliv med jævnlige flytninger, og det skete da også, at børnene fik nogle på hovedet. Moderen var ofte på druk, og nogle gange måtte børnene tage turen til den lokale bodega for at hente hende hjem.
I slutningen af 1990’erne flyttede HBJ, der som ung havde fået tildelt førtidspension på grund af rygproblemer, sammen med sine tre yngste børn til Ærø, hvor deres mormor boede. Marianne og hendes storebror var i mellemtiden blevet anbragt uden for hjemmet, og der blev længere og længere mellem kontakten til moderen og de yngre søskende.
Flere personer tæt på familien beskriver overfor BT, at de yngste døtres mistrivsel på Ærø var tydelig.
Deres tøj var laset, de havde ofte lus, og moderen kunne forsvinde ud af hjemmet i en dag eller to, når hun gik på druk. Flere underretninger blev sendt af sted til kommunen.
I 2003 fik de to piger på ti og 12 år nok. Med 83 kroner på lommen flygtede de fra deres dybt alkoholiserede mor. Pengene rakte kun til en billet til Ringsted Station, hvor de grædende ringede til Marianne, som hentede dem.
»Det var helt tydeligt, at de ikke havde det godt, og jeg ved, at der var lavet adskillige underretninger til kommunen. Men de gjorde ikke noget, før pigerne stak af,« siger Marianne.
I flere måneder kæmpede hun en brav kamp for, at hendes søstre kunne få lov til at blive boende hos hende. Hun gik blandt andet til BT og TV2Øst, som fortalte om de to pigers flugt og kommunens manglende lydhørhed over for pigernes ønsker.
Moderen og den daværende Ærøskøbing Kommune indgik en aftale om, at pigerne skulle anbringes hos en plejefamilie på Ærø. Det nægtede pigerne, som hellere ville blive hos deres storesøster. Også dengang havde Marianne en opfattelse af, at kommunen ikke lyttede til hverken underretningerne eller børnene.
»Jeg tror det ord, der dækker mine følelser bedst, er afmagt. Jeg vidste, hvor galt det stod til, og jeg ville gøre alt for at undgå, at de skulle tilbage til vores mor. Jeg var villig til at gå under jorden og forsvinde med dem bare for at være sikker på, at de ikke skulle tilbage til hende,« siger Marianne.
Til sidst forsøgte Ærøskøbing Kommune at tvinge pigerne hjem ved at møde op hos Marianne sammen med HBJ og pigernes mormor.
»De løb rundt i huset og prøvede at fange de her to skrigende og grædende piger, men det lykkedes ikke. Det endte med, at de kørte deres vej igen,« fortæller Marianne.
Sagen endte med, at pigerne flyttede hjem til deres far, som boede i hovedstadsområdet.
I foråret 2005 fødte HBJ sit sjette barn, en lille pige, som blev boende hos moderen. Marianne - og flere andre kilder BT har talt med - forstår ikke, at kommunen ikke allerede ved fødslen skred ind og tvangsfjernede den lille pige fra den kvinde, der så massivt havde svigtet sine fem andre børn.
»Jeg er dybt chokeret over, at hun kunne få lov til at beholde barnet. Set i lyset af den sag, der var med mine yngre søstre, hvor kommunen vidste alt om problemerne, så regnede jeg med, at der var noget opsyn med hende. Men det var nok naivt at tro, at de endelig ville gøre noget,« siger Marianne.
I løbet af en periode på flere år flyttede HBJ og den lille pige flere gange frem og tilbage mellem Ærø og Langeland.
Ifølge BT’s oplysninger blev der også i dette tilfælde lavet flere underretninger om moderens omsorgssvigt og alkoholmisbrug. Alligevel var der ifølge Ærø Kommune på intet tidspunkt grundlag for at tvangsfjerne pigen.
I 2011 flyttede HBJ fra Ærø til Skagen. Tre år senere, i januar 2014, flyttede de ind hos HBJ’s nye kæreste, GH. Samme efterår fik Frederikshavn Kommune mistanke om, at den dengang niårige pige blev misbrugt seksuelt i hjemmet i Skagen. Det blev straks anmeldt til Nordjyllands Politi. Kort efter blev moderen og senere også stedfaren anholdt og sigtet for seksuelle overgreb på pigen. Der skulle dog gå tre måneder, før Marianne fik besked om sagen.
»Jeg kastede op, da jeg fik det at vide. Jeg var dybt, dybt rystet,« siger Marianne.
»Det er som at blive slået tilbage til start. Det viser bare, at myndighederne burde have grebet ind meget før. Fordi de ikke gjorde det, er der en lille pige, der resten af livet skal leve med nogle alvorlige ar på sjælen. Jeg har svært ved at tro, at hun nogensinde kan få tillid til voksne mennesker igen.«
Marianne har trods sin svære opvækst brudt den negative sociale arv og har taget sig en uddannelse. Hun er gift, og som mor til fire børn går hun op i at give sine børn den tryghed og omsorg, hun ikke selv oplevede som barn. Det samme håber hun, at plejeforældrene vil give hendes tiårige lillesøster.
»Hun har brug for faste rammer, tryghed og masser af omsorg, hvis hun skal komme sig over det her. Derfor håber jeg, at kommunen endelig viser, at de faktisk vil gøre noget,« siger Marianne.
Når dommen falder i slutningen af maj, håber Marianne, at dommerne lytter til børnene, der gennem så mange år er blevet svigtet og overhørt.
»Jeg håber inderligt, at de får den værst tænkelige straf. Den lille pige skal leve med det her resten af sit liv,« siger hun.
Af hensyn til den tiårige piges anonymitet er navnet Marianne opdigtet. Storesøsterens fulde identitet er redaktionen bekendt.
