Dette hjerteskærende spørgsmål fra en 14-årig pige, som en 25-årig mand fra Haderslev er tiltalt for at have voldtaget, kunne pigens mor ikke svare på.

- Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige til hende, for det er jo lige præcis det, jeg heller ikke kan forstå. Det virker jo helt forkert at lade en sexforbryder med så mange piger som ofre bare gå fri rundt lige efter, han er dømt i byretten, siger moderen, der er anonym af hensyn til sin datter.

Datteren er en af de 10 små piger, som den 25-årige BN er tiltalt for på forskellig vis at have sexkrænket, truet og ydmyget. Han får i dag sin dom ved Retten i Sønderborg.

Familiens frustrationer skyldes, at 18 af de 22 sexkrænkelser mod pigerne skal have fundet sted, efter han 2. februar 2011 blev dømt for flere lignende sexovergreb mod børn. Men dommeren valgte at lade ham gå fri indtil ankesagen i august.

- Det er frustrerende, for det kunne jo være undgået, hvis man havde varetægtsfængslet ham dengang. Vi har bare fået den besked, at sådan er retspraksis. Som mor er det lidt svært helt at forstå rimeligheden i, siger hun.

Svigtende tillid
Moderen ønsker ikke at gå for meget ind i sagen om mandens overgreb mod hendes datter, da hun stadig har respekt for, at det nu er op til retssystemet at dømme BN på retfærdig vis.

- Men jeg vil da ikke lægge skjul på, at min tillid til systemet ikke er helt den samme mere, og jeg synes altså, at familien Danmark skal vide, at der er noget ravruskende galt her. For de her piger er jo gået lige ind i løvens hule.

Og det har haft store konsekvenser for hendes datter, at hun kom i kløerne på BN, understreger hun.

- Hun har jo været skrækslagen og bange, og forstod først alt for sent, at den var helt gal. Hun er meget påvirket af alt det her, og det vil komme til at præge hendes liv i mange år fremover.

På trods af sagens grove karakter er pigens mor mødt troligt op ved Retten i Sønderborg til retsmøderne i sagen, der indledtes 29. oktober.

- Det er rigtig grimt at sidde og høre på, men jeg bliver nødt til det. Det er den eneste måde, jeg kan komme videre med mit liv. Jeg har brug for at kunne forstå det her. Forstå, hvorfor vi har er system, hvor de her ting kan ske. Men jeg er bange for, at jeg nok aldrig finder svaret.