Mor, der i foråret blev dømt for sexovergreb på datter, er igen tiltalt.

En nordjysk mor, HBJ, der i juni sidste år blev idømt otte års fængsel for medvirken til voldtægt på sin nu 11-årige datter, er igen centrum i en uhyggelig sag om sexovergreb på datteren.

Nordjyllands Politi har tiltalt den 54-årige kvinde for at have ladet flere mænd voldtage sin datter, da hun var i alderen seks til ni år. Overgrebene fandt ifølge anklageskriftet sted på Ærø-færgen samt på færger til Sverige og Norge.

Anklager Karina Skou fra Nordjyllands Politi oplyser, at en 51-årig mand er tiltalt for at have voldtaget pigen på færger til Norge og Sverige i perioden 2012 til 2014, hvor pigen var mellem syv og ni år. Mændene, der angiveligt har begået overgrebene på Ærø-færgen, er ikke identificerede.

»Efterforskningen i den nye sag er sket med afsæt i den tidligere sag, hvor pigens mor og stedfar blev idømt henholdsvis otte og syv års fængsel for blandt andet voldtægt og medvirken til voldtægt,« siger Karina Skou, der vil gå efter at få den 54-årige mor idømt en tillægsstraf.

HBJ kom i politiets søgelys, da den 11-årige pige betroede sig til sin plejemor og fortalte om de seksuelle overgreb, hun var blevet udsat for. Kort efter blev både moderen om hendes daværende kæreste anholdt. I sommer lagde Retten i Hjørring særlig vægt på pigens detaljerede forklaring, da moderen og stedfaren blev kendt skyldige i voldtægt og andre grove seksuelle overgreb.

Medvirkede til overgreb

Den 54-årige kvinde blev desuden dømt for at have medvirket til seksuelle overgreb på sin næstældste datter, der fandt sted i perioden 2000 til 2002.

Anklager Karina Skou ønsker ikke at oplyse, hvilken relation den 51-årige mand, der er tiltalt i den nye sag, har til familien.

»Jeg kan sige så meget, at der ikke er tale om et familiemedlem,« lyder det fra anklageren.

I juni sidste år kunne BT afsløre, at det ikke er første gang, HBJ er i myndighedernes søgelys. Hendes ældste datter, KJ, stod i 2003 frem i BT, hvor hun fortalte om sine to yngre søstres kamp for at slippe væk fra den alkoholiserede mor, der har omsorgssvigtet sine i alt seks børn.

I forbindelse med den nye tiltale mod HBJ har BT talt med datteren KJ. Hun er ikke overrasket over at se sin mor være hovedperson i en ny sag af samme karakter som den forrige.

»Jeg håber, at hun får den værst tænkelige straf for det, hun har gjort,« siger datteren.

Den 11-årige pige, der er offer i den seneste sag, kom til verden i 2005, hvor KJ havde afbrudt kontakten til sin mor. Hun har derfor ikke et tæt forhold til sin søster, men fortæller, at hun er i gode hænder hos en plejefamilie, hvor hun får hjælp til at bearbejde overgrebene.

Af hensyn til den 11-årige piges anonymitet optræder KJ anonymt. Hendes fulde identitet er redaktionen bekendt.