- Min søn var på vej hjem fra skole ad Skibhusvej omkring klokken 11.30. Da han er ud for Fredens Kirke, er der en ældre, mørkerød bil, der holder helt ind på cykelstien. Og min søn bemærker, at der er grønt ved lyskrydset, så denne her bil burde slet ikke holde der - den burde køre videre, forklarer hans mor til avisen.

Kvinden ønsker - af hensyn til sin søn - at være anonym.

- Min søn ser, at hvis han skal forbi denne her bil, så skal han forbi passagersædet i bilen, hvor manden rækker armen over og ruller vinduet ned. Hvorefter han vender sig om med den ene arm lænet på passager-forsædet, og så vender han hovedet om - og som min søn siger: 'Og smiler lige så sødt til mig.' Så han ville i kontakt med ham. Helt tydeligvis, siger moren til Fyens.dk.

- Min søn reagerer ved at gå tilbage, og manden kigger flere gange. Han vender sig flere gange bagud og kigger efter min søn og vil gerne i kontakt med ham - og læner sig over en gang mere og ruller vinduet yderligere ned, siger den 13-åriges mor.

Da den 13-årige søn kommer hjem, fortæller han sin mor, hvad der er sket. Og efter en kort overvejelse ringer hun til politiet og fortæller om episoden.

- Det går ikke mere end et kvarter, så står der betjente her for at afhøre min søn. De mente, at det var den samme måde, min søn var blevet forsøgt kontaktet på som de andre, fortæller moren til Fyens.dk.