Katalin Ralfort afleverede søndag sin klage over politiets hårdhændede anholdelse af hende.

Katalin Ralfort fra Ishøj mødte op på politistationen i Glostrup og afleverede sin skriftlige klage over den måde, hun blev behandlet på af to politibetjente foran sit hjem fredag eftermiddag.

Her gik en anholdelse tilsyneladende over gevind. Ifølge Katalin Ralfort og hendes voksne søn blev hun nemlig både slået, sparket og kastet rundt med af betjentene.

- Jeg har bad min svigerdatter om at gå med mig på politistationen i Glostrup. Jeg trrde ikke gå derop alene af frygt for de ville anholde mig igen, fortæller Katalin Ralfort. 

LÆS OGSÅ:

Her to dage efter den voldsomme episode, der afstedkom flere blå mærker på Katalin Ralforts arme, ansigt, ben og på ryggen, værker det nu over hele hendes krop. Og lørdag eftermiddag var hun en tur forbi skadestuen på Glostrup Hospital for at blive tilset af en læge.

- Lægen var meget chokeret over, hvordan jeg så ud, fortæller den forslåede kvinde til bt.dk.

Hos Københavns Vestegns politi bekræftede vagtchef Michael Andreassen lørdag til BT, at der havde været en episode på Broenge, og at politiet havde optaget en sag om vold mod tjenestemand i funktion.

- Hvis du vil have mere at vide, må du ringe til vores kommunikationsafdelingen på mandag, som vagtchefen udtrykte det.