En mand blev tidligt torsdag morgen skubbet ud foran et holdende tog på Valby Station i København. Offeret er af asiatisk oprindelse, og meget tyder på, at gerningsmanden handlede ud fra racistiske motiver, fortæller en vagtleder fra Københavns Politi til ekstrabladet.dk.

Angiveligt gik gerningsmanden amok, fordi den asiatiske mand ifølge hans opfattelse havde den forkerte hårfarve. Han slog ham derfor to gange i ansigtet og skubbede ham så hårdt, at han faldt ned på skinnerne foran det holdende tog.

Den 23-årige voldsmand er ifølge politiet kendt for sine racistiske tilbøjeligheder. Efter anholdelsen fornærmede han også en betjent med udenlandsk baggrund.

- Da en kollega skulle tage fingeraftryk og sikre foto af den anholdte, lod han flere bemærkninger falde om betjentens afstamning, som uden tvivl må karakteriseres som racistiske. Han vil derfor også få en tillægssigtelse for racistiske udtalelser mod tjenestemand, siger vagtlederen til ekstrabladet.dk.

Offeret slap fra overfaldet med enkelte knubs.

BNB