Den eftersøgte er midt i tyverne og cirka 175 centimer høj, fremgår det af en efterlysning.

København. Københavns Politi har tidligt torsdag morgen offentliggjort et foto af den person, der menes at stå bag skyderiet onsdag aften på Christiania. Her blev to betjente og en civil såret. Den ene betjent er alvorligt såret.

Tidligere på natten beskrev politidirektør Thorkild Fogde fra Københavns Politi den efterlyste som "farlig" og opfordrede ham til at melde sig selv.

- Vi ved, hvem du er. Meld dig selv, for vi finder dig, sagde Thorkild Fogde.

Ifølge politiets pressetalsmand Henrik Blandebjerg var betjentene på en rutinemæssig politiopgave på Christiania, da de ville anholde den nu mistænkte person, som er kendt fra hashmiljøet.

- I den forbindelse lykkedes det ham at trække et skjult våben og affyre skud, sagde talsmanden.

Den efterlyste mand er ifølge i politiets signalement 175 centimeter høj og cirka 25 år.

/ritzau/