Christer Pettersson havde noget vigtigt at fortælle Olof Palmes familie. Men nu ligger han i koma og tager måske svaret med sig i graven.

Christer Pettersson betragtes af mange svenskere som manden med svaret på, hvem der i 1986 skød og dræbte den svenske statsminister Olof Palme.

For et par uger siden pustede han selv alvorligt til den antagelse ved at bede den svenske avis Aftonbladet om at arrangere et møde med Olof Palmes søn, Mårten Palme.

»Jeg vil møde Mårten. Jeg har noget at fortælle. Jeg vil fortælle noget, som familien Palme fortjener at vide,« sagde Christer Pettersson til avisen.

Ifølge den svenske avis antydede han kraftigt, at han vidste, hvem der stod bag mordet på Olof Palme. Mordet har været omgivet af megen mystik, og spekulationerne har været mange, siden den folkekære politiker koldblodigt blev skudt ned på åben gade for øjnene af sin kone for 18 år siden. Men nu ser det ud til, at Christer Pettersson tager hemmeligheden om Palme-mordet med sig i graven.

Christer Pettersson ligger i koma som følge af alvorlige skader på kraniet. Efter flere operationer holdes Christer Pettersson i live af en respirator, og lægerne vurderer, at mulighederne, for at han overlever, er meget små.

Kort efter sin kontakt til Aftonbladet forsvandt Christer Pettersson sporløst. Avisen henvendte sig til flere menneser med daglig kontakt til Christer Pettersson, men der var ingen, der vidste, hvor han befandt sig. Det viste sig, at Christer Pettersson forud for hans kontakt til avisen havde været udsat for et voldeligt overfald i den svenske by Sollentuna. Overfaldet, skriver avisen, var baggrunden for, at han ville møde Olof Palmes søn.

De officielle meldinger går på, at Christer Pettersson er kommet til skade som følge af et epileptisk anfald.

På bar bund
Det svenske politi har siden mordet stort set været på bar bund, og den tidligere chef for efterforskningen, Tommy Lindström, frygter, at Christer Pettersson tager hemmeligheden med sig i graven:

»Det er ubehageligt, hvis han dør. Så får vi aldrig svar på de spørgsmål, som stadig findes. De betjente, som tror, at Christer Pettersson er den skyldige, vil tabe motivationen. Og hvis han afgår ved døden, vil det hverken være sagligt eller økonomisk forsvarligt at fortsætte efterforskningen,« siger Tommy Lindström.

Forældelsesfristen for mord er 25 år i Sverige. Olof Palme mordets tidsfrist udløber i 2011.