Rockstjernen og guitaristen Pete Townshend fra Who indrømmer at have besøgt og brugt sit kreditkort på en hjemmeside med børneporno.

Han er én blandt mange tusind mennesker, som politiet mistænker efter en større aktion mod en af de mest besøgte børneporno-hjemmesider i USA.

Selv hævder Pete Townshend, at han brugte oplysningerne på hjemmesiden til research til en anti-børnepornografi kampagne, han er ved at arrangere. Og afviser blankt at være pædofil.

I en pressemeddelelse hævder han, at han som barn er blevet seksuelt krænket, skriver Sunday Mirror.

»Jeg tror, jeg er blevet seksuelt krænket, da jeg var mellem fem og seks et halv år og boede hos min bedstemor, der var psykisk syg. Jeg husker ikke klart, hvad der skete, men jeg har de sidste syv år arbejdet på en bog, der handler om min barndom. Og det har bragt grimme minder frem,« siger Pete Townshend i sin pressemeddelelse og fortsætter:

»Jeg er ikke pædofil og har aldrig besøgt chat-rooms for at få kontakt med børn. Jeg er derimod blevet chokeret og har givet udtryk for raseri over eksplosionen af børneporno.«

Oprørt over misbrug

»En af mine veninder begik selvmord på grund af det seksuelle misbrug, hun blev udsat for i hendes barndom. Og jeg har altid arbejdet mod pædofili også via min hjemmeside. Jeg håber, at alle kan se, at jeg er oprigtigt oprørt over seksuelt misbrug af børn.«

Hvis Pete Townshend bliver sigtet, vil han, ifølge flere britiske medier, være den største kendis indblandet i børnepornoskandalen.

Tidligere har popstjernen Gary Glitter siddet fængslet i Cambodia mistænkt for misbrug af drenge. Og en af de store i britisk musikindustri, Jonathan King, afsoner for tiden en dom på syv års fængsel for sex-overgreb mod mindst fem drenge.