Socialminister Karen Hækkerup (S) har indkaldt Helsingør Kommunes borgmester til møde i sagen om den skjulte dreng.

Tirsdag den 2. oktober mødes social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) med borgmesteren i Helsingør Kommune. De skal tale om den fireårige dreng, der fredag blev fundet vanrøgtet i en garage i Helsingør.

Det oplyser ministeriet til politiken.dk. Dermed imødekommer ministeren kommunens ønske om et møde, som kommunaldirektøren mener, er vigtigt, fordi der er »en uenighed om, hvad der er skrevet« om sagen.

- Vi ønsker ikke, at det skal ende med, at to myndigheder står og råber efter hinanden i medierne. Det er et spørgsmål om børn i hele Danmark. Bare fordi man misforstår hinanden, så kommer et barn i klemme. Det skal der rettes op på, siger kommunaldirektør Bjarne Pedersen til politiken.dk.

Sagen om det fireårige garagebarn begyndte at rulle fredag morgen, efter det blev offentliggjort, at Nordsjællands Politi i august i forbindelse med en undersøgelse af anden kriminalitet fandt den vanrøgtede dreng under et tæppe i en garage i Helsingør.

Forældrene, der i forvejen har fået tvangsfjernet seks børn, har angiveligt fået det syvende barn i al hemmelighed. Drengen er blevet holdt skjult for de kommunale myndigheder og har intet CPR-nummer.

Alligevel fik kommunen tilsyneladende nys om drengen allerede for to år siden - uden at gribe ind. Kommunen forklarer sig med, at den efter rådgivning hos Ankestyrelsen konkluderede, at en indgriben hos parret ville krænke privatlivets fred. Det har fået socialministeren op af stolen.

- Kommunerne skal den onde lyne mig reagere, når der er mistanke om, at et barn er udsat for overgreb, svigt eller er skjult på en adresse, sagde socialminister Karen Hækkerup tidligere til politiken.dk.

Hun har krævet en redegørelse af sagen, som kommunen nu er i gang med at udarbejde.

Moderen og faderen, der holdt drengen skjult i garagen er sigtet i sagen efter en paragraf i Straffeloven, der kan give op til to års fængsel.