Fjernundervisning af elever i folkeskolen skal aldrig erstatte relationen mellem elever og lærere. Det er en frivillig forsøgsordning for skoler i yderkommuner, der ikke kan få undervisningen til at hænge sammen.

Fjernundervisning i folkeskolen er ikke tiltænkt som en erstatning for relationerne mellem lærere og elever. Tværtimod skal den virke som endnu et redskab i værktøjskassen, når folkeskolerne skal styrke fagligheden i undervisningen.

Sådan lyder det fra børne- og undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V), der er klar med en forsøgsordning, hvor de folkeskoler, der har svært ved at tiltrække lærere med de rette kompetencer, vil kunne benytte sig af fjernundervisning.

»Fjernundervisning kommer aldrig til at erstatte elev/lærer relation. Det er slet ikke meningen. Men der er områder i Danmark, hvor man i en kortere eller længere periode ikke kan rekruttere en lærer, som er uddannet inden for faget, og der kan fjernundervisning være et af redskaberne til at understøtte den faglige undervisning,« siger Ellen Trane Nørby og fortsætter:

»Det er et forsøg, og vi vil ikke spænde ben for, at man gør sig nogle erfaringer lokalt. Derfor afsætter vi nogle penge til det, men hvis man som skoleleder eller forældre ikke synes, skolen skal deltage i forsøget, så er der ingen, der tvinges. Det er et tilbud og et initiativ til at løse nogle af de udforinger, som yderkommunerne står over for, og jeg ved, at blandt andre Anholt og Sejerø har gode erfaringer,« siger ministeren.

Forslaget kommer, fordi der flere steder i landet er udsigt til mangel på lærere i en række fag. Ledigheden blandt lærere er i dag på 1,3 procent, og desuden har optaget på læreruddannelsen været faldende gennem en periode.

Regeringen vil derfor lave forsøg med fjernundervisning, undersøge erfaringerne og sætte flere forsøg i gang.

»Det er en frivillig forsøgsordning, som giver mulighed for at drage nyttige erfaringer. Vi kan allerede i år se, at der er sket en stigning i antallet af ansøgninger til læreruddannelsen, ligesom ansøgerne har et højere karaktergennemsnit med sig. Derudover har vi afsat godt en milliard kroner til efteruddannelse af lærere, fordi vi har brug for kompetencedækning på alle skoler. Tiltaget med fjernundervisning er tænkt som endnu et initiativ til at styrke fagligheden,« siger Ellen Trane Nørby.

Mens både Dansk Folkeparti og Liberal Alliance i Jyllands-Posten giver udtryk for støtte til regeringens initiativ, så lyder der anderledes kritiske toner fra den røde afdeling af Christiansborg.

»Helt ærlig, så troede jeg, det var en dårlig joke, da jeg hørte om forslaget. Jeg kan slet ikke se det for mig. Jeg har arbejdet på en skole i flere år, og det er helt uforståeligt, hvordan børn skal kunne undervises fra en skærm. Jeg kan hverken se, hvordan konflikter skal løses i klassen, eller hvordan man kan være nærværende for hvert enkelt barn,« siger SFs undervisningsordfører, Jacob Mark (SF). Han så hellere, man brugte pengene anderledes.

»Man bør sørge for at give lærerne gode vilkår på de enkelte skoler. Man kan sagtens lokke fagspecialister til, hvis man giver tid nok til at forberede sig til undervisning, og hvis man ikke skyder antallet af undervisningstimer helt i vejret,« siger han.

Heller ikke Socialdemokraternes undervisningsordfører, Annette Lind (S), er begejstret for regeringens tiltag:

»Vi bliver nødt til at se på, hvordan man får lærere rundt på alle skoler i Danmark. Vi vil ikke acceptere B-skoler, men det bliver altså tilfældet, hvis man begynder at indføre fjernundervisning,« siger hun.