En ukendt gerningsmænd har tirsdag eftermiddag affyret omkring fem til seks skud foran Café Heimdal i Heimdalsgade i den københavnske bydel Nørrebro.
- Vi kan bekræfte, at der har været en episode på denne gade. Vi har fundet patronhylstre, men indtil videre har vi ikke kendskab til, at nogen skulle være ramt, fortæller vagtchef ved Københavns Politi, Mads Firlings.
Politiet fik tirsdag klokken 16.50 en anmeldelse om, at der blev affyret skud i området omkring Heimdalsgade og Midgårdsgade. Ved ankomsten var gerningsmændene dog forduftet, og der var ikke tegn på, at nogen var blevet ramt.
- Vi har modtaget flere oplysninger om, at der ikke skulle være tilskadekomne. Det har vi forhørt os grundigt om på hospitaler, og det er der ikke noget, der tyder på det, siger vagtchefen til Berlingske Nyhedsbureau.
Skudepisoden fandt sted i nærheden af værtshuset Café Heimdal, der ifølge TV2 News tidligere er blevet afkrævet beskyttelsespenge af kriminelle grupperinger. De oplysninger kan Mads Firlings ikke umiddelbart bekræfte.
- Alle muligheder er åbne, men vi har ikke noget belæg for at kæde det sammen med det på nuværende tidspunkt, udtaler han.
BNB