En simpel diskussion endte med et voldeligt overfald, da Michelle Klindts datter kom i kløerne på en af de voldelige piger fra bostedet MultifunC. I en telefonsamtale truer en af pigerne efterfølgende datteren Emilie med knivstik, hvis hun anmelder voldsepisoden. BT er i besiddelse af den lydfil, der indeholder samtalen.

- Pigen kommer hen til min datter og siger: ’Du har kaldt mig luder’. De diskuterer lidt frem og tilbage, og det ender med, at pigen henter en veninde, og sammen trækker de min datter udenfor. Pigen giver min datter en flad, og så eskalerer det, fortæller Michelle Klindt til bt.dk.

Søndag aften valgte hun at stå frem på TV2 for at fortælle om overfaldet på datteren Emilie: Efter den første lussing fik Emilie en lussing mere. Så en knytnæve. Så bliver hun revet i håret og trukket hen over jorden. Efter en time slutter det med, at pigerne sparker hende og stjæler hendes telefon. Sådan beskriver Michelle Klindt overfaldet på datteren.

Efter overfaldet truede pigen Emilie til ikke at anmelde det. Det gjorde hun i en telefonsamtale, som Michelle Klindt optog.

Er du på mobilen, så hør klippet her.

- ’Jeg sagde: Lad være med at fucking anmelde det. Du anmeldte det alligevel, så nu er det din egen skyld, at du bliver overfaldet igen. Jeg sagde til dig, at hvis du anmeldte det, så ville jeg stikke dig ned,’ siger pigen på optagelsen, som BT er i besiddelse af.

Pigen, der efter alt at dømme stod bag overfaldene på både Emilie og på Naser Khaders datter, har ifølge TV2 flere gange været indblandet i voldelige overfald og røverier. Alligevel blev hun boende på MultifunC, hvor hun kunne komme og gå, som hun havde lyst.

- De her udsatte børn og unge, som kommer fra de her meget vanskelige opvækstvilkår, og som har været udsat for overgreb, de har de samme rettigheder som ganske almindelige danske børn, sagde Frida Henriques Altmann, centerchef i Socialforvaltningen i Københavns Kommune, til TV2 søndag aften.

Michelle Klindts datter er flyttet til Jylland, hvor hun nu går på efterskole.