Mette Bønnelykke Herholdt, som i begyndelsen af februar blev fundet død i et køleskab på Lolland, blev dræbt, inden hendes daværende samlever lagde liget i det udrangerede køleskab.
De foreløbige resultater af obduktionen af Mette Bønnelykke Herholdts lig har vist, at hun ikke døde af naturlige årsager. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.
- Mistanken om, at Mette Bønnelykke Herholdt blev dræbt, er bestyrket. Ved obduktionen blev det konstateret, at hendes luftveje var blokeret med sammenpresset papir, hvorefter hun har fået snøret en plasticbærepose stramt om halsen, inden hun blev pakket ind i en presenning og anbragt i køleskabet, skriver politiet i pressemeddelelsen.
Læs også: Mettes søster lettet efter obduktion: Nu kan han blive straffet
Vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fortæller, at det endelige obduktionsresultat først er klar, når de retskemiske undersøgelser er færdige.
Han vil ikke begynde at spekulere i, om Mette Bønnelykke Herholdt stadig var i live, da hun blev lagt i køleskabet.
- Det kan jeg ikke sige noget om, for vi har ikke de retskemiske undersøgelser endnu. De skal blandt andet fortælle os, om hun havde giftstoffer eller andre medikamenter i sig, og så kan de muligvis sige noget om hendes tilstand, siger Søren Ravn-Nielsen.
Samleveren har erkendt, at det var ham, der lagde liget i køleskabet. Han har dog forklaret til politiet, at Mette Bønnelykke Herholdt var død af naturlige årsager.
Den 47-årige tidligere samlever, der har siddet varetægtsfængslet siden 6. februar, nægter sig stadig skyldig i drab. Han har dog frivilligt accepteret en forlængelse af varetægtsfængsling.



