Mette Bønnelykkes søster: Hun fortjente ikke at dø

I morges blev Jette Herholdt ringet op af politiet, som kunne fortælle hende, at hendes søster Mette Bønnelykke Herholdt var blevet fundet død

Nu sidder hun tilbage med minderne om en søster, der ikke altid havde det let.

Hun fortæller, at Mette Bønnelykke Herholdt i sit livs sidste år havde en tilværelse, hvor et stof- og pillemisbrug fyldte meget. Derfor havde Jette Herholdt ingen kontakt med sin søster, de sidste år inden hendes forsvinden, da Mette Bønnelykke Herholdt ifølge søsteren valgte sit misbrug over sin familie. Det ændrer dog ikke på, at Jette Herholdt er påvirket af beskeden om, at søsteren er fundet død i et køleskab.

- Jeg er ked af det og rystet. Jeg føler med hendes datter og mine egne børn. Der er mange følelser lige nu. Men uanset havde hun ikke fortjent at blive slået ihjel, siger Jette Herholdt.

LÆS OGSÅ: Kvinde fundet død i køleskab: Samlever fængslet i fire uger

Hun har ikke set sin søster i 3-4 år, men savnet og minderne vil altid være der.

- Vi har jo trods alt haft en hel barndom sammen, siger Jette Herholdt.

Mette Bønnelykke Herholdts tidligere samlever blev onsdag varetægtsfængslet i fire uger for drabet. Hun tror ikke på den 44-årige sigtedes forklaring om, at hendes søster døde af naturlige årsager.

- Hvis hun var død af naturlige årsager, hvorfor ville han så gemme hende i et køleskab? Hvis det var tilfældet, så ville et normalt menneske jo have ringet efter Falck eller politiet, siger Jette Herholdt.

Derfor har hun også givet tilladelse til, at hendes søster bliver obduceret.

- Hvis det er et mord, så skal han straffes, siger Jette Herholdt, som vil bruge sin energi på at være der for sin niece.

KENDER DU NOGET TIL SAGEN? SÅ KONTAKT OS PÅ 1929@BT.DK

Læs også: