Torsdag aften endte rigtig skidt for en 15-årig pige fra Als i Sønderjylland og hendes 18-årige mandlige kæreste.

Kæresteparret blev ved midnat stoppet af en patruljevogn i Sønderborg med den 18-årige ved rattet.

Da politiet undersøgte bilen fandt betjentene en rygsæk, som var fyldt med tyvekoster fra et villaindbrud. Noget, som tilsyneladende ikke lige passede ind i unge kærestepars planer, fortæller politiet.

- Da den 18-årige får at vide, han er anholdt, spæner han af sted. En patruljevogn sætter efter ham. Og imens ser den 15-årige pige sit snit til at rykke over på førersædet og tøffe af sted i bilen, fortæller vagtchef Erik Lindholdt fra Sydjyllands Politi.

Men den unge bilist, som politiet mistænker for at være påvirket af euforiserende stoffer, blev til sin store utilfredshed hurtigt stoppet af politiet.

- Hun råber ukvemsord til politiet, som jeg slet ikke vil tage i min mund, og som en 15-årig slet ikke burde kende, beretter vagtchefen om episoden.

Listen over pigens forseelser og sigtelser er derfor omfattende. Politiet har sigtet hende for at køre bil uden kørekort i påvirket tilstand og for at råbe ukvemsord efter ordensmagten.

- Hun er blevet løsladt igen. Vi har underrettet pigens mor, og den sociale bagvagt. Så der bliver både tale om en straffesag, fordi hun er over den kriminelle lavalder. Og så kommer der en opfølgning fra de sociale myndigheder. Men med hendes opførsel kan jeg ikke tro andet, end at de kender hende i forvejen, siger Erik Lindholdt.

Det ser heller ikke for godt ud for pigens kæreste. Han er stadig forsvundet, hvilket ifølge vagtchefen ikke gør hans situation bedre.

- Det bliver han også sigtet for, så det er efterhånden en helt pæn bog, han har fået samlet sig, siger vagtchefen til bt.dk.