Kyniske bagmænd spinder guld i stor stil på flygtninge, der vil væk fra krig og grusomhed.

Ifølge politiet er det blevet så lukrativt at smugle mennesker, at det for organiserede kriminelle betragtes som en indtægtskilde på linje med narkosmugling.

- Menneskesmuglernes aktivitet i forhold til Danmark er steget, men det har faktisk altid været et populært ’forretningsområde’ for organiseret kriminelle, siger politiinspektør Michael Ask - leder af Rigspolitiets NEC (Nationalt Efterforskningscenter).

Smuglernetværk

- De flygtninge, der kommer til Danmark, har undervejs fra deres hjemland været i kontakt med mange forskellige netværk af organiserede kriminelle. Man skal ikke forestille sig, at det er et enkelt netværk, der styrer det hele i Europa. Der er snarere taler om celler, der arbejder uafhængigt af hinanden, men selvfølgelig har en vis kontakt, tilføjer han.

Typisk vil flygtninge fra eksempelvis Syrien eller Nordafrika skulle igennem flere etaper på deres rejse til eksempelvis Danmark. Måske fem-seks delrejser, som er organiseret af hver sit menneskesmuglernetværk.

- Det vil være kendetegnende, at hver gang de har afsluttet en etape, så får de udleveret et telefonnummer til en ny kontaktperson, eller de får besked på at indfinde sig et bestemt sted, hvor nogle nye personer fører dem videre, forklarer NEC-politiinspektøren.

Målrettet indsats

Menneskesmuglerne vil typisk have forskellige nationaliteter. Selv om der opereres fra Milano i Norditalien, kan der både være tale om egyptere, polakker, rumænere, tyskere eller for den sags skyld danskere.

Ifølge en helt ny opgørelse fra NEC har politiet i perioden fra 1. september til 27. oktober i år oprettet 39 sager mod menneskesmuglere efter den hårde paragraf i straffeloven. Sidste år blev det i samme periode kun til en enkelt sag.

Efter den noget mildere paragraf i udlændingeloven er det i de seneste to måneder blevet til 42 sager hos dansk politi.

Det er sket efter, at NEC fra begyndelsen af september iværksatte en national plan, der i samarbejde med det europæiske politisamarbejde Europol målrettet skulle forsøge at få ram på bagmændene i de organiserede netværk af menneskesmuglere.