Politiet har på tre måneder anholdt omkring 200 mennesker, der er mistænkt for menneskesmugling. Anholdelserne sker i kølvandet på flygtningestrømmen, lyder det fra politiinspektør.

Siden september måned er 192 mennesker blevet sigtet for menneskesmugling i Danmark i kølvandet på flygtningestrømmen. Det skriver Jyllands-Posten.

Ud af de 192 personer har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi anholdt 113, og det har fået politiet i arbejdstøjet, siger Kim Kliver, der er politiinspektør ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

»Når vi har taget 113 personer over en relativ kort periode, så har vi haft meget travlt, fordi vi også har håndteret folk, der er kommet hertil uden lovligt opholdsgrundlag. Så vi har ganske travlt, men det håndterer vi på en god og professionel måde,« siger han.

Ifølge Jyllands-Postens oplysninger er 66 ud af de 113 sigtet for organiseret menneskesmugling.

»Det er en helt naturlig konsekvens af vores målrettede indsats. Vi synes faktisk, det er en grov kriminalitet, når man vil tjene penge på mennesker i armod, og derfor har vi sat hårdt ind i forbindelse med vores øvrige kontrolindsats,« siger Kim Kliver.

Han oplyser desuden, at flere anholdte allerede er dømt for organiseret menneskesmugling, hvor nogle af dem har fået halvandet års fængsel.

Samtlige 113 er anholdt ved Rødby, mens de resterende menneskesmuglere er anholdt ved den dansk-tyske grænse i Sønderjylland.