Tre unge mandlige asylansøgere på 16, 17 og 18 år er sigtet for at have befamle en 16-årig pige på Langelandsfestivalen natten til lørdag.

Det oplyser Fyns Politi.

De tre drenge har angiveligt befamlet pigen på festivalområdet.

»I nat er der sket en blufærdighedskrænkelse på et område, som er offentligt tilgængeligt ved handelsgaderne ved Langelandsfestival. Det drejer sig om en ung pige, som har henvendt sig til politiet, fordi hun er blevet befølet på kroppen uden på tøjet. Hun er blevet oppasset af tre mænd, som har fastholdt hende og befamlet hende,« siger vagtchef ved Fyns Politi, Christian Rasmussen til BT.

Af hensyn til pigen og efterforskningen vil han ikke komme nærmere ind på, hvad der skete, men pigen har det efter omstændighederne godt.

Den 16-årige pige blev befamlet mellem klokken 01 og 02.20 et sted på festivalen, hvor folk uden billet også kan opholde sig. Det lykkedes efterfølgende politiet at finde frem til de tre unge asylansøgere.

»Vi fik et signalement, og fandt de tre personer, som nu er sigtet for det her,« fortæller Christian Rasmussen.

Politiet har efter samtaler med vagter og vidner på stedet en mistanke om, at flere piger kan være blevet forulempet på festivalen, og derfor hører man meget gerne fra piger, der har oplevet det samme. Af hensyn til efterforskningen kan politiet dog ikke komme nærmere ind på, hvad vidner har fortalt.

»Vi har indiktorer på, at flere kan have oplevet det samme, og derfor går vi nu offentligt ud for at få be- eller afkræftet, om det passer,« siger Christian Rasmussen

De tre drenge er henholdsvis 16,17 og 18 år gamle og bor på et asylcenter på Langeland, oplyser politiet. Drengene befinder sig nu på asylcentret, hvor politiet senere vil afhøre dem, når man har fundet ud af, om flere tilfælde gør sig gældende.