En 29-årig thailandsk mand er sent fredag blevet anholdt i sit hjemland og sigtet for at have voldtaget en dansk kvinde. Han er også sigtet for at have stjålet penge fra kvinden, skriver det thailandske medie Pattaya One på sin hjemmeside.

Voldtægten fandt angiveligt sted i Chanthaburi-provinsen 27. september, og siden har det lokale politi efterforsket sagen. Den anholdte blev identificeret på baggrund af overvågningsbilleder fra en tankstation, og den danske kvinde har på baggrund af billederne identificeret den 29-årige som gerningsmanden.

Den anholdte nægter sig ifølge Pattaya One skyldig og siger, at han er parat til at kæmpe for sin sag ved domstolene.

Thailandsk politi har indsamlet DNA fra gerningsstedet og den mistænkte, det bliver i øjeblikket analyseret.

BNB