Gerningsmanden bag sidste weekends terrorangreb, Omar El-Hussein, var ifølge unavngivne kilder til fredagsbøn i den radikale islamistiske moske i Heimdalsgade på Nørrebro i København dagen før angrebene fandt sted. Det oplyser DR.

Torsdag kunne BT afsløre, at moskeen i Heimdalsgade fredag den 13. februar opfordrede tilhørerne til at gå i krig mod jøderne, og DRs kilder mener at kunne bevise, at Omar El-Hussein befandt sig blandt de mange tilhørere.

Prædiken fandt sted over middag fredag den 13. februar for fulde sale i moskeen Masjid Al-Faruq på Heimdalsgade på Nørrebro - kun omkring hundrede meter fra Mjølnerparken, som Omar El Hussein har haft en tilknytning til, og hvor han søgte tilflugt mellem de to attentater.

»Vores Profet havde jødiske naboer i Al Medina. Ønskede han tættere relationer, harmoni og dialog, sådan som FN og dem der ønsker at forene sandhed og løgn? Eller prædikede han, at de skulle betro sig til Allah? Når de krænker deres løfte og ikke accepterer hans kald, så ved du, hvad han gjorde ved dem. Det står i hans Sira (Muhammeds bog red.), at han skal i krig med jøderne,« lød det fra Hajj Saaed i prædiken, som BT har fået oversat.

Dagen efter prædiken begik Omar El-Hussein to attentater mod henholdsvis Krudttønden på Østerbro og mod en synagoge i Krystalgade i København. Her skød og dræbte han ialt to personer, mens han sårede fem politimænd. Gerningsmanden blev selv skudt og dræbt på Svanevej på Nørrebro tidlig søndag morgen.

 

SMS

Hitter på Facebook

Mere fra Få første måned for 29 kr.