Nu viser det sig, at den 15-årige dreng, der er sigtet for at have voldtaget en 14-årige pige på Herlufsholm Kostskole i Næstved, var kæreste med pigen. Og at kæresteparret mandag aften var enige om at dyrke sex. Det skriver Sjællandske.

Det var torsdag, voldtægtssagen på den prestigefyldte kostskole, hvor en stor del af eleverne kommer fra en velhavende baggrund, kom til offentlighedens kendskab, selv om sagen altså skete mandag og først blev politianmeldt tre dage senere af den 14-årige piges forældre.

Såvel skolen som politiet har været yderst fåmælte i sagen. Men ifølge Sjællandske, er der altså tale om, at de to unge mennesker, hvor den 15-årige dreng går i 9. klasse på skolen og den 14-årige kostskolepige går i 8. klasse, er kærester.

Ifølge Sjællandske var det unge kærestepar enige om, at de skulle dyrke sex sammen mandag aften. Hvad der så er sket, siden pigen senere mandag aften valgte at fortælle sin sovesalslærer, at hun havde været udsat for voldtægt, vides fortsat ikke.

Skoleledelsen på Herlufsholm har været udsat for kritik, fordi skolen ventede tre dage med at fortælle, hvad der var sket mandag aften. Men skolens rektor Flemming Zachariasen afviser pure, at skolen, hvor bla prins Nikolaj går i 1.G, forsøgte at dysse sagen ned for at afværge en skandale.

»Det vil jeg gerne klart afvise. Vi har sat os ned og givet al den viden til rådighed, som vi har. Men vi har ladet det være op til forældrene til den berørte pige at vurdere, om de ville anmelde sagen, og det har vi været meget tydelige omkring,« som rektor Flemming Zachariasen tidligere udtalt til TV Øst.

Skolens ledelse har tidligere oplyst, at den i de første dage selv foretog en undersøgelse af sagen, mens pigen mandag aften blev indlagt på skolens egen sygeafdeling. Tirsdag tilkaldte skolen pigens forældre og en ekspert i konflikthåndtering og seksuelle krænkelser. Eksperten talte både med pigen og hendes forældre.

Onsdag rejste pigen og hendes forældre hjem, hvorefter eksperten også talte med den 15-årige dreng og hans forældre. Først da pigens forældres advokat kom ind i sagen, valgte forældrene at anmelde den 15-årige dreng til Sydsjælland- og Lolland Falsters Politi. Det skete torsdag. Samme dag blev den 15-årige dreng anholdt.

Skolens rektor har overfor medierne ikke lagt skjul på, at sagen fylder rigtig meget hos skolens flere hundrede elever og ansatte. Det skriver Flemming Zachariasen ifølge eb.dk i et orienteringsbrev til forældrene.

» Jeg er meget berørt af situationen og forstår, hvis jeres børn også er det - det skal vi give hinanden mulighed for at være«, lyder det fra rektor i brevet til forældrene.