Medie: Mikael Persbrandt tiltalt i stor narkosag

Den svenske skuespiller Mikael Persbrandt er en af 11 personer, der er blevet tiltalt i en større narkosag.

Det skriver svenske SVT.

Svensk politi har igennem længere tid efterforsket narkosagen, hvor anklagerne i sagen lyder på alvorlig narkotikahandel, alvorlig narkotikakriminalitet, medvirken til lovovertrædelser m.m.

Mikael Persbrandts anpart i sagen er relativt lille, idet han 'kun' er tiltalt for at have købt 12 gram kokain af en taxachauffør. 

Politiet mener at have afsløret skuespillerens narkoindkøb ved hjælp af oplysninger fra hans telefon. Politiet har dog ikke fundet det påståede kokain, som skuespilleren skulle have købt.

Mikael Persbrandt selv benægter påstandene.

- Der må være nogen, der lånte min telefon, siger han i interviews ifølge SVT, og tilføjer, at han ikke kender den pågældende taxachauffør.

Mikael Persbrandt har medvirket i flere danske film, blandt andre 'En du elsker' og Susanne Biers oscar-belønnede 'Hævnen'.

Det er ikke første gang Mikael Persbrandt er rodet ind i en narkosag. To gange i 2011 blev han fundet skyldig i narkotikakriminalitet og blev idømt en bøde efter at have indrømmet lovovertrædelserne.

De 10 øvrige tiltalte i sagen udgør ifølge politiet en større narkoring, som importerede narko til Sverige og distribuerede det ved hjælp af taxa'er.

Tre mænd tiltalt for smugling af 64 kg amfetamin og to kilo kokain i maj sidste år. Ni mænd er tiltalt for at sælge store mængder af kokain i det centrale Stockholm. På et par måneder solgte ligaen over et kilo kokain til 180 personer under kodenavnet 'Taxi Tony'.

Læs også: