____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Københavns Kommune og en medarbejder ved kommunen er blevet sigtet for uagtsomt manddrab og overtrædelse af færdselsloven efter en dødsulykke 29. august på Strøget i København.

Ved ulykken mistede en amerikanske krydstogtturist livet, da han blev kørt over af en eldrevet skraldebil, som pludselig satte i gang.

Sigtelserne for uagtsomt manddrab gælder både chaufføren af skraldebilen og Københavns Kommune. Strafferammen for uagtsomt manddrab lyder på op til otte års fængsel. Det ender det dog næppe med. Ifølge senioranklager Charlotte Møgelhøj, Københavns Politi, går man efter en bødestraf. Hun oplyser endvidere, at der ikke er grundlag for at sigte producenten af køretøjet. Det er alene chaufføren og kommunen, der efter politiets vurdering er skyld i den tragiske ulykke.

Hos Københavns Kommune er man dybt berørt af sagen.

- Det er en meget tragisk ulykke, hvor et menneske har mistet livet. Det efterlader både de pårørende og den involverede medarbejder i en forfærdelig situation, og vi er dybt optaget af at sikre, at en så alvorlig ulykke ikke vil kunne ske igen. Vi har naturligvis gjort alt, hvad vi kan, for at bidrage til politiets opklaring, siger direktør Hjalte Aaberg, Teknik- og Miljøforvaltningen, Københavns Kommune.

Kommunen har fået et påbud fra Arbejdstilsynet i sagen, fordi det har vist sig, at der i skraldebilen var monteret en såkaldt lus, der blokerer en sikkerhedsmekanisme, der normalt sikrer, at køretøjet kun kan køre, hvis der sidder en person i førersædet.

Forvaltningen har efterfølgende tjekket alle 77 eldrevne skraldebiler, og det viste sig, at der udover skraldebilen, der var skyld i dødsulykken, var seks andre køretøjer, hvor sikkerhedsmekanismen var afbrudt. Hvem der havde gjort det og hvornår, det var sket, kan kommunen ikke gøre rede for.

- Ulykken burde ikke kunne ske, og derfor har vi skærpet vores fokus på sikkerheden yderligere. Blandt andet med nye sikkerhedsprocedurer, bedre uddannelse og øget servicetilsyn på samtlige køretøjer i forvaltningen. Vi skal selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan for, at vores køretøjer ikke udgør en risiko for hverken folk, der færdes i byen, eller vores medarbejdere, siger Hjalte Aaberg.

Københavns Kommune vedkender sig i øvrigt erstatningsansvar over for den dræbte amerikaners familie. Da han ikke var gift eller havde børn, vil erstatningen formentlig kun kunne dække udgifterne til begravelsen.