Europols efterforskninger af matchfixing afslører forbindelser til våben- og narkohandel.

Matchfixing, altså aftalt spil i sport, har forbindelser til blandt andet våben- og narkohandel samt handel med kvinder. Det viser Europols efterforskninger af 20 sager om grænseoverskridende matchfixing i EU, skriver Politiken onsdag.

»Vi kan se, at der er overlap til den mere traditionelle organiserede kriminalitet, som vi arbejder med: Kvindehandel, våbensmugling, narko og så videre. Nogle efterforskninger af matchfixing er for eksempel startet ved, at politiet i et givent land har aflyttet mistænkte i en narkosag, og så snakker de pludselig om at manipulere fodbold,« siger Søren Kragh Pedersen, pressechef for EUs politisamarbejde, til Politiken.

Samtidig fortæller Ralf Mutschke, sikkerhedschef i Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) og tidligere direktør i en Interpol-afdeling, til avisen, at en dømt matchfixer har forklaret ham, at nogle af de organiserede kriminelle går fra at koncentrere sig om narkohandel til også at involvere sig i matchfixing, fordi risikoen er lav og profitten høj.

Onsdag underskriver de 35 medlemmer af Europarådets idrætspolitiske samarbejde, herunder Danmark, en international konvention mod aftalt spil.