Der var dramatik i det odeseanske natteliv natten til søndag. En større gruppe af maskerede personer angreb en natklub ved navn Café Kræz. To personer er kommet til skade. Det skriver Fyens.dk.

Klik her og se mere på localeyes.dk.

Omkring klokken 02.00 brød balladen løs i Odense, da seks til ni maskerede personer, som var kommet kørende, bevæbnet med køller og peberspray angreb natklubben. Her valgte de at smadre løs på ruderne til bygningen og spraye et par gæster med den medbragte peberspray.

»Mændene begynder i stedet at slå løs på ruderne med køllerne, og to gæster får sprøjtet peberspray i hovedet,« siger vagtchef ved Fyns Politi, Christian Rasmussen til avisen.

»Man når at lukke dørene, men personerne går løs på indgangspartiet med køller,« fortæller vagtchef Christian Rasmussen fra Fyns Politi til Ritzau.

Han fortæller samtidig, at den meget voldsomme hændelse ikke varede mange minutter.

Til TV 2 fortæller en anden vagtchef hos Fyns Politi yderligere om episoden.

»Med deres køller smadrer de indgangspartiet og knuser flere ruder ud mod gaden,« siger Kenneth Taanquist, vagtchef hos Fyns Politi.

Endnu ved Fyns Politi ikke, hvad den voldsomme hændelse skyldes, men de arbejder ud fra en teori om, at det kan være banderelateret.

Politiet vil gerne høre fra vidner, der kan gøre dem klogere på hændelsen. De kan kontaktes på 114.