Kun Maria Møller Christensens far fik erstatning for tabet af sin elskede datter, da byretten afgjorde drabssagen i december.

En bistandsadvokat skal nu endnu engang forklare retten, hvorfor også Marias mor bør få erstatning.

Det kom frem i dag, da ankesagen begyndte i Vestre Landsret. Byretten i Herning fandt, at det kun var faderen, der var tæt nok på datteren til at få erstatning for det voldsomme tab, fordi Maria på dødstidspunktet boede hos ham. Og det selvom retten fik det nære forhold mellem Maria og moderen beskrevet.



Bl.a. havde hun siden forældrenes skilsmisse og indtil 2008 boet hos moderen, som hun også holdt jul hos indtil to dage før sin død.

Nu beder forældrene igen om 100.000 kr. til dem hver og dækning af omkostningerne til datterens begravelse. I alt 250.000 kr.

Da Jan Erik Henriksen fortsat nægter sig skyldig i drabet, så nægter han også at skulle give en krone til forældrene.

Marias mor og far har valgt at skåne sig selv for detaljerne om deres datters død eller øjenkontakt med manden, der ifølge byretten stjal deres dyrebareste fra dem.

De har derfor hverken været til stede under byretssagen eller landsretssagen, der har været makabre i både ord og billeder.