Terrordømte Sam Mansour, der har fået frataget sit danske statsborgerskab, har fået en »meget voldsom« dom, mener hans forsvarer, Thorkild Høyer.

Onsdagens dom over Sam Mansour i Østre Landsret er for vidtgående.

Det mener hans forsvarsadvokat, Thorkild Høyer, efter Sam Mansour, der også er kendt som »Boghandleren fra Brønshøj«, er dømt til fire års fængsel, en fratagelse af sit danske statsborgerskab og udvist af Danmark for bestandig for opfordring til terror.

»Der er tale om en person, der har boet her i langt over 20 år. Han har haft hele sit voksenliv her,« siger Thorkild Høyer og tilføjer, at »der skal rigtig meget til for at fradømme en person sit statsborgerskab«:

»Og det er ikke tilfældet her.«

Forsvareren tilføjer, at dommen på fire år »er meget voldsom«.

Landsrettens dom er en skærpelse af byrettens dom over Sam Mansour. Byretten dømte også Mansour fire års fængsel, men retten fandt ingen grund til at fratage ham statsborgerskabet.

55-årige Sam Mansour - tidligere Said Mansour - blev første gang dømt for at opildne til terror tilbage i 2007. Han blev sigtet igen i 2014 for at opfordre til at begå terror via sociale medier. Mansour har kæmpet mod udvisning, fordi han efter eget udsagn vil blive tortureret, hvis han sendes tilbage til hjemlandet Marokko.

Thorkild Høyer påpeger, at der ikke er dokumentation for, at det, Mansour har skrevet, har haft nogen virkning.

»Han er en forvirret mand, der skriver nogle sorte og forvirrede budskaber,« siger han.

»Det er nogle grimme ting, han skriver, men jeg kan ikke se, at han skulle være så farlig,« siger Thorkild Høyer.

Den dømte kan udvises, fordi han har dansk-marokkansk dobbelt statsborgerskab.

Danske statsborgere kan ellers ikke have dobbelt statsborgerskab, men marokkanere kan ikke frasige deres statsborgerskab, selv om de gerne vil.

Thorkild Høyer vurderer, at Sam Mansour vil blive udsat for tortur, hvis han vender tilbage til Marokko. Derfor kan han ikke sendes tilbage til landet, mener Thorkild Høyer.

»Vi hænger på ham,« siger han og vurderer, at Sam Mansours efter afsoning af dommen vil komme på tålt ophold.