Selvom bilturen går forbi en skole, er der mange bilister, der lader foden blive på speederen.

Det viser en række fartkontroller, som landets politikredse har gennemført i forbindelse med skolestarten.

»Der er stadig for mange, der kører for hurtigt i nærheden af skolerne. Selv om vi på forhånd varsler, at vi er derude, så er der stadig bilister, der ikke spænder deres børn ordentligt fast og som også selv undlader at bruge sikkerhedsselen,« siger lederen af Rigspolitiets færdselscenter, Frank Mathiesen.

Politiets trafikkontroller har fra 11. til 29. august vinket flere end 13.000 køretøjer ind til siden, og i 5.902 tilfælde blev der konstateret forseelser - langt størstedelen var overtrædelser af fartgrænsen i byområder. I alt 4.573 bilister kørte for stærkt, i 35 tilfælde så meget, at de blev frakendt kørekortet.

De resterende tilfælde handlede om manglende sikkerhedssele, kørsel uden kørekort og et enkelt tilfælde af spirituskørsel.

BNB