En af de bærende kræfter bag narko-hjemmesiden psychedelia.dk er død af en overdosis heroin. For forældrene kom den ubærlige nyhed som et lyn fra en klar himmel. De anede ikke, at Kasper var nået så langt ud.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>- Det er, hvad jeg vil kalde et dobbeltliv. Vi vidste, at han tog stoffer, men det er kommet som et totalt chok for os, at han brugte nåle, siger faderen Peter til B.T.

Nu håber han, at sønnens eksempel kan redde andre fra samme tragiske skæbne.

- Det var også Kaspers mål med hjemmesiden - at reducere skaderne ved at tage stoffer, siger han.

Det var Kaspers kæreste, der fandt ham liggende død ved siden af sig, da hun vågnede i sovesofaen om morgenen den 7. februar.

På psychedelia.dk, som Kasper for ti år siden var med til at grundlægge, giver flere brugere udtryk for, at den 26-årige mand fra Vanløse var nået ud over kanten i den sidste tid. Efterfølgende er det strømmet ind med dybtfølte mindeord om deres afdøde ven, som døjede med angst og depression.

- Vi har talt med mange af hans venner, som har været ualmindeligt søde til at give os sympati og respekt. Det har været dejligt at tale med dem, fordi det giver os et nyt indblik i hans liv, siger faderen.

Gik meget op i sundhed

Inden Kasper blev sygemeldt på grund af sine psykiske lidelser, drev han en helsekost-forretning sammen med sin mor. At Kaspers endeligt skulle blive en heroin-overdosis, er derfor helt ufatteligt for moderen Heidi:

- Han sørgede for at få, hvad han skulle have af vitaminer og mineraler, og han gik meget op i at have en sund krop, Det er helt uforståeligt, siger Heidi.

Henrik Rindom, speciallæge og konsulent i Stofrådgivningen, har før set eksempler på unge mennesker, der formåede at balancere et normalt liv med den dødsensfarlige leg:

- Det er igen et udtryk for, at selv de, der mener at være rutinerede i at tage stoffer, ikke kan styre det i længden. Stofferne gør altså noget ved din krop, som bevirker, at man ikke længere selv kan fornemme, hvor man er henne i sit misbrug, siger han.

Nu klynger forældrene sig til mindet om deres glade og kærlige søn, der blev begravet den 18. februar.

- Han var så levende og glad i øjnene. Det er sådan, vi husker ham, siger faderen Peter.