KØB PLUS!

Mand voldtaget i park: Gerningsmand havde markant tatovering

En flirt med en anden mand natten til torsdag i København endte ikke som håbet for en 22-årig mand. I stedet for en hyggelig stund endte mødet nemlig i en voldtægt, skriver bt.dk.

- Vi får en anmeldelse klokken 04.29, hvor en mand indfinder sig i 7-Eleven i Nørre Voldgade, hvor han forklarer, at han er blevet voldtaget i H.C. Ørstedsparken, fortæller central efterforskningsleder ved Københavns Politi, Dannie Rise.

Den unge mand mødte angiveligt to mænd i H.C. Ørstedsparken, der bliver benyttet som mødested af mange homoseksuelle mænd. Den 22-årige var interesseret i at dyrke sex med den ene, mens han ikke havde interesse i den anden af de to mænd.

Men da den 22-årige og den ene af de to mænd går ind i et buskads, finder den 22-årige ud af, at han alligevel ikke harlyst. Og det respekterer de to mænd ikke.

- De får væltet ham om kuld og får revet bukserne af ham, og så voldtager de ham, fortæller Dannie Rise.

Det er kun den ene af mændene, der gennemfører analt samleje med voldtægtsofferet. Voldtægtsmanden beskrives som udlænding, der taler dansk med accent.

- Han havde en sort vest på, og på hans højre arm er der tatoveret ’Muhammed’. Om det er hans navn, en andens navn, eller om den er falsk, det ved vi ikke. Men der er meget, der tyder på, at det er hans rigtige navn, siger Dannie Rise. 

Den anden gerningsmand beskrives som udlænding. Han talte kun engelsk.