En medarbejder på en McDonald’s-restaurant  i Aarhus blev lørdag morgen udsat for et noget usædvanligt røveriforsøg. En mand forsøgte at stjæle en burgerbolle og tog kvælertag på den 21-årige ansatte mand.

Det fremgår af døgnrapporten fra Østjyllands Politi.

Gerningsmanden kom tomhændet fra restauranten, der ligger på Klostertorvet i Aarhus. Derfor er han efterlyst for forsøg på røveri.

»Manden tager kvælertag på medarbejderen dernede og kommer ikke af sted med udbyttet. Derfor er det kun forsøg på røveri,« forklarer vagtchef ved Østjyllands Politi, Thomas Hinge, til BT.

Han bekræfter, at det ifølge anmeldelsen kun skulle være en burgerbolle, som gerningsmanden forsøgte at røve sig til klokken 07.18 lørdag morgen.

Gerningsmanden beskrives som:

  • somalisk af udseende
  • 20-25 år
  • 180-185 centimeter høj
  • spinkel af kropsbygning
  • sort kort hår samt længere tæt, mørkt skægt

Han var ifølge politiet iført mørkt tøj og muligvis røde sko. Og så medbragte han to øl.

Vagtchef Thomas Hinge fortæller til BT søndag formiddag klokken 10.15, at gerningsmanden stadig ikke er fundet.

Har du oplysninger i sagen, kan politiet kontaktes på telefonnummer 114.