____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Et opgør mellem to grupper i en forstad til Aarhus havde nær fået fatale følger mandag aften.

En mand svævede på et tidspunkt mellem liv og død, efter han var blevet stukket ned med kniv. Senere udviklede en konfrontation mellem offerets pårørende og en gruppe med den påståede gerningsmand sig til tumult, slagsmål og skyderi. 

Omkring klokken 22.30 mandag aften fandt forbipasserende en 19-årig mand liggende ved siden af en bil i krydset på Paludan Müllersvej og Vester Ringgade i Aarhus.

Da politiet nåede frem, viste det sig, at han var blevet stukket med kniv og havde mistet en del blod.

- Den forurettede havde prajet sin 18-årige kammerat og fortalt, at han var blevet stukket ned med kniv. Han bad ham om at køre ham til skadestuen, men undervejs fik den forurettede det så dårligt, at kammeraten stopper op for at tilkalde hjælp hos nogle forbipasserende.

Det fortæller politiinspektør Ole Madsen fra Østjyllands Politi til bt.dk.

Politiet formoder, at den unge mand er blevet stukket ned i Aarhus-forstaden Rundhøj.

Livsfarligt kvæstet blev han straks kørt til traumecenteret på Aarhus Kommunehospital.

- På det tidspunkt var den 19-årige i yderste livsfare, tilføjer Ole Madsen.

Lidt over en times tid senere modtog politiet en anmeldelse om et skyderi på Rundhøj Alle i den sydlige del af Aarhus.

Da politiet nåede frem, mødte betjentene en gruppe personer. Blandt dem også en mand, der hævede, at der var blevet skudt efter ham.

- Der havde været noget tumult, slagsmål og skyderi. Det viser sig, at noget af familien til den 19-årige mand, der blev stukket ned tidligere på aftenen, var taget til Rundhøj for at forsøge at finde gerningsmændene, siger Ole Madsen.

Efterfølgende anholdt politiet syv personer, hvoraf de seks er i alderen 15-26 år. Den syvende - manden der blev skudt mod - er omkring 50 år.

Politiet er endnu ikke sikre på, hvad motivet til knivstikket kan være, men man formoder, at der er tale om et opgør mellem to forskellige etniske grupper i forstaden.

Politiinspektøren afviser dog, at der skulle være tale om et større opgør i det lokale indvandrermiljø.

- Vi ser det som en isoleret hændelse. Der er opstået en tvist mellem dem af en eller anden art, siger han.

Tre af de anholdte blev i løbet af tirsdagen fremstillet i grundlovsforhør. To af dem blev efterfølgende varetægtsfængslet i fire uger.