Der blev i nat affyret flere skud på Christiania. En 41-årig mand blev ramt af tre skud for øjnene af sin kæreste, da de havde været ude for at lufte hund.

Der blev natten til tirsdag affyret flere skud på de åbne arealer bag Infohuset på Christiania.

En 41-årig mand blev ramt af flere skud af en gerningsmand, der tilsyneladende gik målrettet efter at slå sit offer ihjel.

- Gerningsmanden havde gemt sig i et buskads, og da offeret kom gående sammen med sin kæreste, gav gerningsmanden sig til kende og spurgte offeret, om hans identitet. Da den 41-årige bekræftede sit navn, blev han fra få meters afstand ramt af tre skud, oplyser efterforskningsleder Kennet Vesth fra Københavns Politi til bt.dk.

Offeret blev ramt i maven, låret og ansigtet, og blev umiddelbart efter skudepisoden kørt til Rigshospitalets Traumecenter.

- De seneste  meldinger går på, at han er udenfor livsfare. Vi har endnu ikke kunnet afhøre ham, men håber at få lejlighed til det i løbet af dagen, ligesom vi også allerede har afhørt hans kæreste, tilføjer efterforskningslederen.

Den 41-årige mand er i forvejen kendt af politiet, men politiet ønsker ikke at oplyse for hvad.

- Det er for tidligt at gisne om et motiv eller at sige, om skyderiet er banderelateret. Men det er naturligvis nærliggende at kigge på hans bopæl og hvad der normalt foregår derude, lyder det fra politiets efterforskningsleder.

Skuddene mod den 41-årige mand er blevet affyret af en pistol eller en revolver, og politiet arbejdede tirsdag morgen fortsat på at sikre tekniske spor fra nattens skyderi, der fandt sted kort efter kl. 01.