En mand er ramt efter et skyderi i Værløse.

Det bekræfter Nordsjællands Politi overfor bt.dk, som har talt med flere øjenvidner til den dramatiske episode.

Se mere tv fra Localeyes ved at klikke HER

Nordsjællands Politi modtog anmeldelsen klokken 19.32.

»En person er ramt, mere ved vi ikke i øjeblikket;« siger pressekoordinator Henrik Suhr til bt.dk.

Et øjenvidne på stedet forklarer til bt.dk, at manden blev skudt i hovedet i krydset ved Kirke Værløsevej og Læssevej.

Hun hørte selv to-tre skud, forklarer hun. Hun så politiet ankomme lidt i 20.

Et andet øjenvidne, som bt.dk har talt med, ankom til gerningsstedet et par minutter efter, manden var blevet skudt. Han kom kørende i sin bil og så manden, der lå i midterrabatten på Kirke Værløsevej.

'Kæmp for dit liv'

En kvinde var allerede til stede på det tidspunkt, fortæller han.

»'Han er blevet skudt', 'han er blevet skudt', råber hun,« beretter øjenvidnet, som holdt ind til siden. Han fandt nogle aviser i baggagerummet, som han lagde under den hårdt sårede mands hoved. Han er ikke ved bevidshed på det tidspunkt, fortæller vidnet.

»Det løber med blod ud af hovedet på ham. Der bliver ringet efter politi og ambulance, og der kommer flere og flere til. Der går et kvarters tid, inden ambulancen kommer,« fortæller vidnet til bt.dk. Han tog tid på sit ur og er rystet over, at der gik så forholdsvis lang tid.

»Det tyder på en likvidering,« siger han. Og efter han har talt med andre vidner på stedet, er vidnet ikke i tvivl om, at der er tale om et banderelateret opgør.

Der opstår nærmest tumultagtige scener, da fire-fem af ofrets venner dukker op. Inden ambulancen er nået frem, vil de på et tidspunkt selv køre ham på hospitalet.

»De råber 'hold ud' og 'kæmp for dit liv' og vil selv tage affære, men jeg er med til at tale dem fra det og sige, at ambulancen er på vej,« forklarer vidnet, der senere tirsdag aften skal afhøres af politiet.

Flere andre naboer forklarer til bt.dk, at de har haft besøg af politiet, som har haft afspærret området og været til stede med patruljevogne og hundepatruljer.

I Ballerup har Vestegnens politi tirsdag aften fundet en bil, der var sat i brand på Hold-An Vej i Ballerup. Vejen går i en næsten lige strækning nordpå, hvor den rammer Kirke Værløsevej. Københavns Vestegns Politi har en formodning om, at  der er en forbindelse mellem de to episoder, men kan ikke bekræfte det på nuværende tidspunkt.

Nordsjællands Politi oplyser i en pressemeddelelse tirsdag aften klokken 21.45, at det stadig er til stede på gerningsstedet.

Den tilskadekomne er kørt til behandling på sygehuset. Der er ingen oplysninger om hans tilstand, fremgår det.

»Den foreløbige efterforskning viser ingen sammenhæng med skudepisoderne i København forrige lørdag,« står der desuden i meddelelsen.

»Vi gør, hvad vi kan for at løbe sagen op og finde gerningsmændene. Og vi er hele spektret rundt, så derfor har jeg ikke yderligere at fortælle nu,« siger  vagtchefen hos Vestegnens Politi kl. 23.30.