Nordjyllands Politi har fredag eftermiddag anholdt en 39-årig dansk mand fra Mariagerfjord Kommune og sigtet ham for at stå bag hærværk mod et lesbisk par i Mariager.

Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Manden er foreløbigt sigtet for tre tilfælde af hærværk.

BT har tidligere fortalt historien om, hvordan Tulle Krøyer, hendes kone og deres børn er blevet chikaneret af en person, som har smidt affald ind i deres have, lagt hadefulde beskeder i deres postkasse og smurt hundelort på vinduerne i deres hus.

Efter parret sammen med deres to børn flyttede fra Aalborg til Mariager begyndte de at opleve ubehagelige ytringer fra en dengang ukendt person.

- Det begyndte med en seddel i vores postkasse, hvor der var en henvisning til et afsnit i en af mosebøgerne, har Tulle Krøyer fortalt til Randers Amtsavis.

Chikanen kom så vidt, at parret følte sig nødsaget til at flytte og begyndte at lede efter noget andet at bo i.

- Alt det, der er sket, er kommet som et kæmpe chok for os. Vi havde aldrig troet, at sådan noget kunne ske i Mariager, for så var vi aldrig flyttet hertil. Men nu må vi acceptere vores nederlag, for vi kan ikke med ro i sindet lade vores børn vokse op et sted, hvor de risikerer at lære, at det er sådan, man behandler andre mennesker, har Tulle Krøyer fortalt til Randers Amtsavis.