En 29-årig mand er blevet anholdt og sigtet for ulovlig tvang, efter han torsdag aften truede en beboer på Brændtvadvej i Ørum på Djursland med et oversavet jagtgevær.

Den 29-årige mand fik udleveret bilnøglerne til en hvid Skoda og stak af fra stedet i den stjålne bil.

Bilen blev kort før midnat torsdag fundet efterladt i krydset ved Skanderborgvej og Marselis Boulevard i Aarhus. Det oversavede jagtgevær lå i den efterladte Skoda.

Østjyllands Politi oplyser, at efterforskningen af sagen fredag førte til mandens anholdelse.

Han bliver fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Randers lørdag.

Bilen blev stjålet fra en privat bopæl, og politiet har en formodning om, at det er tilfældigt, at gerningsmanden valgte netop denne adresse.

BNB