Et uidentificeret offer for en trafikulykke er muligvis lastbilchauffør fra Østeuropa, lyder det fra politiet.

Vejle: En mandlig fodgænger blev lørdag aften dræbt, da han på motorvejen syd for Vejle blev påkørt af en bil. Det er endnu ikke lykkedes politiet at identificere den dræbte, der beskrives som mellem 30 og 40 år.

- Han er muligvis fra Østeuropa. Der kan være tale om en lastbilchauffør, siger vagtchef Hans Hoffensetz fra Sydøstjyllands Politi til Ritzau natten til søndag.

Personerne i den bil, som ramte manden, slap fra sammenstødet uden fysiske skrammer.

- Men de er stærkt chokerede, siger vagtchefen.

- Føreren så en skygge på vejen og havde ingen mulighed for at undgå påkørslen.

Personbilen fik store skader ved sammenstødet.

Ulykken fandt sted ved Skærup cirka ti kilometer syd for Vejle.

- Der ligger rastepladser på begge sider af det sted, hvor manden blev dræbt. Han har åbenbart forsøgt at krydse motorvejen til fods, siger vagtchefen.

Politiet har på begge rastepladser været i kontakt med lastbilchauffører, men ingen har kunnet give et bud på, hvem manden er, eller hvorfra han kommer.

- Der holder nogle lastbiler dernede, som vi endnu ikke har fundet førerne til. Det arbejder vi på nu, siger Hans Hoffensetz omkring klokken 01.30 til Ritzau.

/ritzau/