En 21-årig mand tog natten til fredag et baseballbat i brug, da han blev afvist til en privatfest på Drejøvej i Asperup på Vestfyn.

Det oplyser Fyns Politi, som fik anmeldelsen om episoden kort efter midnat.

»Han får at vide, at han ikke er velkommen til festen og dukker så op efter en rum tid med en baseballkølle,« siger vagtchef Steen Nyland.

Den 21-årige, der bor nær stedet, hvor festen blev holdt, kommer her i slagsmål med to gæster til festen, som begge bliver ramt af køllen, før det lykkes at få overmandet ham.

Kort efter dukker en politipatrulje op.

»Her prøver han også at slås med patruljen,« siger Steen Nyland.

Den 21-årige er nu anholdt og sidder natten til fredag i detentionen sigtet for grov vold og vold mod en betjent.

Den ene af de to mænd, der blev ramt af baseballkøllen, er blevet sendt på skadestuen. Vagtchefen oplyser, at han pådrog sig lettere rygskader ved slaget. Det andet voldsoffer har politiet endnu ikke talt med.

Gerningsmanden er i forvejen kendt af politiet.

BNB