Mand og hund død af røgforgiftning

En ulmende brand i en sofa kostede mandag morgen en 65-årig mand og hans labrador-hund livet i et hus på Reberbanen i Ulfsborg ved Holstebro.

- Vi kender endnu ikke med sikkerhed årsagen til branden, men det er vores teori, at det kan skyldes tobaksrygning, oplyser vagtchef Lars Even fra Midt- og Vestjyllands Politi til bt.dk.

- Tilsyneladende er der gået ild i en sofa, men formentlig på grund af iltmangel er flammerne gået ud, og det har i stedet udviklet sig til en glødebrand, der på grund af røg- og kulilte har kostet manden livet, fortsætter vagtchefen.

Den nøjagtige dødsårsag vil blive forsøgt fastslået ved et ligsyn på førstkommende hverdag, oplyser politiet.

Efter at der var slået alarm om den dødelige røgudvikling kl. 8.20 mandag morgen, stod det klart, at ilden udover den 65-åriges mands liv også havde kostet hans labradorhund livet.