En mand truede ved 21-tiden torsdag aften en beboer på Brændtvadvej i Ørum på Djursland med et oversavet jagtgevær og fik udleveret bilnøglerne til en hvid Skoda.

Den bevæbnede mand stak derefter af i bilen, som senere på aftenen blev fundet efterladt. Det oplyser Østjyllands Politi.

»Bilen blev omkring klokken 23.55 fundet i krydset ved Skanderborgvej og Marselis Boulevard i Aarhus. Den kunne ikke køre længere, da det ene dæk var ødelagt,« siger vagtchef ved Østjyllands Politi Jes Frederiksen.

Politiet har fået at vide, at gerningsmanden formentlig blev samlet op af et andet køretøj. Det oversavede jagtgevær lå i den efterladte Skoda.

Manden beskrives som cirka 180 centimeter høj. Han havde mørkt tøj på og maskering for ansigtet, formentlig en elefanthue.

Bilen blev stjålet fra en privat bopæl, og politiet har en formodning om, at det er tilfældigt, at gerningsmanden valgte netop denne adresse.

Har man oplysninger i sagen, bedes man kontakte politiet ved at ringe 114.

Politiet vil især gerne høre fra personer, der har set noget, da bilen blev efterladt.

BNB